Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



lørdag den 25. december 2010

ORD MED VIRKNING



Glædelig jul
Min juleaften var fyldt af ord med virkning.
Bordpynten på julebordet gjorde stort indtryk på mig og beskriver min juleaften ganske præcist.
Måske skulle man, i hverdagen, sætte et ord til sig selv en gang imellem og på den måde skabe tid til meditation eller refleksion?
Jeg har i al fald taget ideen til mig, så tak til Malene

tirsdag den 21. december 2010

JULEHILSEN

Udsigt fra stuen


Inden vi alle gribes af den store julefeber vil jeg gerne sende jer en julehilsen.
Den sidste halvdel af 2010 har selvsagt været en utrolig svær tid for mig. I starten gik det vældigt og jeg klarede mig fint, syntes jeg selv, men så kom sorgen som en lavine der bare blev ved og ved.
Lysten forsvandt.
I den sværeste tid vendte jeg ofte tilbage til bloggen - ikke for at skrive, selvom jeg syntes jeg burde - men for at genlæse jeres kommentarer og mails
Der kunne jeg hente trøst - lige når jeg havde brug for det. En blog erstatter ikke menneskelig kontakt, men den kan noget helt specielt når man gerne vil være stille! Der er altid en opmuntring, en opbakning eller et godt råd. Det er så livsbekræftende.
Jeg har det bedre nu og har såmænd fået lyst til at strikke igen - heldigvis!


I ønskes hermed alle en rigtig glædelig jul og et fredfyldt nytår.
Jeg glæder mig til mødet på bloggen i det nye år.

Med taknemmelighed
Ingerlise









onsdag den 15. december 2010

TILLYKKE TIL

Her skulle så have været et billede med 17 nisser fra "Den Gamle By" i Aarhus hvor jeg har tilbragt noget af dagen. (KOLDT - KOLDT - KOLDT!!!!)
Men, men mit kamera vil ikke være med, siger blot Fejl ved objektiv - øv, hvor det altså ligner en fotohandler-sag. Hold da helt op hvor jeg hader teknik når det ikke virker.

Nå - men 17 er altså lykketallet i denne omgang, så ANN - er du sød at sende mig din adresse! Tusind tak for alle de små søde kommentarer og deltagelse.

Hav en god aften

Ingerlise

søndag den 5. december 2010

GLÆDELIG ADVENT



Mit "før advent" fad er bl.a pyntet med filtkugler omviklet med sølvtråd. Farverne skal nu skiftes til lidt mere juleagtige og for mig er julen forbundet med rødt og guld. Metaltråden er ujævn og har en rigtig god effekt når lysene glimter i den.


NEJ - DET ER EN PARASOLFOD!!


onsdag den 1. december 2010

GAVE

Det skal dufte lidt af jul, så der udloddes hermed en gave til en heldig læser.


Vendestrik 2, der netop er udkommet, handler om kiler. Også denne gange er det en rigtig fin bog med god beskrivelse af en teknik.
Meld dig som fast læser - hvis du ikke er der i forvejen. Skriv en kommentar, så deltager du i lodtrækningen, hvis du altså har lyst!
Der trækkes lod 15. december.
Gid december bringer ro- lys og julehygge til jer alle

mandag den 29. november 2010

DEN BEDSTE LEG

Jeg sidder og smiler.... eller det klukker nærmest indeni.
Jeg havde besøg af Johan (4 år) i går. Allerede da han, gemt bag en stor blomst, trådte ind af døren sagde han: Vi skal lege flodheste! Tænk at få lov til at være en flodhest - måske ikke det mest charmerende. Efter mange lege kom den bedste:
 Vi kan lege mormor og ungerne! Du er ungerne og så er jeg mormor! Og så greb Johan ellers mit strikketøj og klikkede lystigt med pindene, jeg sad fuldstændig lamslået og anede ikke hvordan man legede "ungerne". Det betød åbenbart ikke noget, så længe jeg bare var stille!!! Men jeg smiler nu stadig.. og Johan fik strikket en "vrangmaske"

lørdag den 27. november 2010

EN STILLE MORGEN?

Helt stille og nyt sådan startede min morgen (tidligt!)
Forskellige stemninger suser gennem hovedet - stille - nyt - fantastisk- og så..... masser af arbejde.
Jeg har skovlet sne - tidligt. Jeg nåede lige at tænke at jeg var den første på vejen, der fik ryddet, indtil det slog mig... det kan være de andre venter til det er holdt op med at sne!!!  Jeg skal nemlig ud med skovlen igen, hvor hurtig må man være? Herefter en tur med hunden, et par spande brænde blev hentet, hunden blev skyllet fri for sne og så.... Ahh !!!!


Bønnerne er friskmalede og duften er vidunderlig.... Jeg rister selv min kaffe og jeg nyder hver gang der skal males bønner.
Når jeg atter har været ude med skovlen, kan jeg vist godt drikke en kop mere, læne mig tilbage og nyde min nye bog

Jeg er ret vild med Nicky Epstein, og har endda mødt hende in person, altså sådan rigtigt! - det var stort!
Bogen er meget amerikansk og det synes som om der er gentagelser fra hendes øvrige bøger, men pyt - bare der er en interessant teknik, så er bogen guld for mig.. Og der er da en enkelt eller to teknikker, man godt kunne arbejde lidt videre med.
Jeg vil gå ud med skovlen, på denne stille morgen?
God weekend

tirsdag den 16. november 2010

ET KOLDT GYS

Sikke en fantastisk himmel der har været i dag.
Gennem bilens forrude kunne jeg i eftermiddags nyde den mest fantastiske himmel farvet rød og violet af en "på vej ned - sol". Samtidig var Vejle Ådal nærmest fyldt op med mosekonens bryg, der gav en luftig baggrund til de sorte og nøgne træer. (Desværre, intet kamera med!). Medens jeg sådan sad og tænkte på hvor fantastisk naturen kunne vise sig, vågnede jeg brat! Cyklisten jeg skulle udenom havde shorts på - bare ben - medens termometeret i bilen blinkede på 2 grader! GYYYS!!! Kan han mon rette de ben ud når han står af cyklen? Eller skal de tø op først?

Apropos GYS.
Vi gyser i fællesskab hos Tante Grøn i Odense imorgen. Der er der fri GYYYS, medens vi klipper i strik - altså noget vi lige har brugt en hel masse energi og koncentration på at strikke.
Jeg glæder mig til igen at møde modige strikkere, der skal klippe med ÅBNE øjne!!!

(Sjovt nok, så lukker mange af os øjnene, når vi skal gøre noget vi ikke er helt sikre på. Men saks, strik og lukkede øjne er altså en dårlig kombination)

søndag den 14. november 2010

HYGGESØNDAG

Lånt fra Comedievognens hjemmeside
Jeg har holdt hyggesøndag i selskab med en masse Alfons Åberg fans. Teatergruppen Comedievognen har lavet en rigtig sød og god forestilling. Værd at gå efter både som barn og voksen.

fredag den 12. november 2010

STRIKKEBIBLIOTEK

Lille udsnit af strikkebibliotek


 
Det går lige så stille fremad med at få flyttet mit strikkebibliotek.
Det går lidt langsomt, fordi jeg er nødt til liiige at læse lidt i de bøger, der ikke har været i hånden længe.... og pludselig er der gået al for lang tid med andet end det der var planlagt.
En af mine svigersønner (den kære dreng) kiggede fortvivlet på stakke af bøger og spurgte om jeg ikke kunne undvære nogen af dem? Jeg ved da ikke hvad han tænkte på!. Nå efter kritisk gennemgang blev der lagt to bøger fra, men efter en endnu mere kritisk gennemgang er de kommet tilbage i reolen, så nej - jeg kan ikke undvære en eneste af dem!!!
Den nye Knitter's Almanac af Elizabeth Zimmermann (genudgivelse) er også på hylden, den er blevet rigtig fin!
Har du dit eget strikkebibliotek? Er der bøger du er specielt glad for?
Jeg har flere yndlingsforfattere, selvfølgelig EZ men også Sally Melville, Montze Stanley og Mary Thomas og... og...
Er det ikke lige vejr til at læse en god strikkebog?
God weekend til alle 


mandag den 8. november 2010

ANDET END FRYNSER?



Kære alle

Tak for mails, som jeg har modtaget med glæde. Jeg ved nogle har været bekymret, det har jeg såmænd  også selv været. Sorg er en temmelig overvældende følelse, som spiller efter aldeles ukendte regler!
Men jeg er kommet så meget til kræfter at jeg kan pippe lidt med igen.
Jeg blev inspireret til dette indlæg efter at have læst hos Lis  "om frihækling" ! (eller ikke)

Mit tørklæde har fået to hæklede kanter - og de er hæklet helt frit. En blanding af lange og korte masker. Der er vendt forskellige steder og hæklet tilbage. En cirkel er tilføjet, og så er der hæklet lidt frem og tilbage.
Opskrift? Kig på hækletøjet og bestem hvordan du vil have det til at se ud: Leg med lange og korte masker, hækl luftmasker imellem, hækl net eller hvad du lige har lyst til.
Du behøver ikke at kende navnene på maskerne, du skal bare lege og bryde alle regler. Det er helt lovligt at opfinde sine egne masker.
Myra Wood (en meget dygtig freeformer) har skrevet en fantastisk bog om emnet: Creative Crochet Lace. (Bogen kan ses under patterns&publications).
Så fat hæklenålen og hækl frit derudad. Der kan godt være andet end frynser for enden af et tørklæde.

Mit tørklæde er strikket i angora på pinde nr. 3 mm. Hæklenål nr. 3½ mm.

Tak fordi I er med.
PS Hvis jeres nyopfundne masker bliver gode, så giv lige et praj!

tirsdag den 5. oktober 2010

SKOLETID

I dag er der meget snak om skole i både TV og radio. I medierne handler det mest om de små, men her på bloggen skal det handle om de store.
Vi store må også gerne komme i skole. I skolen for store må man: Drikke kaffe eller te, spise frugt eller kage, spørge uden at række fingeren op først, grine højlydt, hygge sig, lære noget nyt eller få gentaget noget man havde glemt, man vidste.
Skolen for store foregår hos Tante Grøn.

Jeg er glad for at blive indbudt til at undervise på workshops, igen i år. Det er meget inspirerende at møde andre strikkere og så er det altså bare så hyggeligt. Strikkere skaber en god stemning, når bare de får lov til at strikke!!!!

Det ville være hyggeligt at se nogen af jer - sådan rigtigt!

Hvad skal der til, for at en workshop er god for dig?

lørdag den 2. oktober 2010

ARBEJDSLØRDAG

Amalie og moster hjælpes ad!

Der er blevet arbejdet rigtig hårdt på denne dejlige lørdag. Hjælpere mødte op i formiddags og så blev hækken klippet, brændet kom i ly og køleskabet blev skuret både ind- og udvendigt!

Hvor er det dejligt med assistance til praktiske opgaver og dejligt med gode snakke omkring bordet.
Min indsats? Jeg skulle sørge for mormor-mad! Suppe med nybagte brød, tarteletter med høns i asparges og æblekage med trøffelcreme og flødeskum.

Hmm - hvis det skulle være rigtig mormor, skulle der altså have været ris med rosiner til suppen, og æblekagen var måske lige til den moderne side.

Det har været en rigtig dejlig dag!

Laver du mormor-mad?

fredag den 1. oktober 2010

FEM VINDERE

En af mine søde og hjælpsomme døtre blev bedt om at komme med fem tal mellem......

Her er hendes svar: 13 3 10 7 9 så tillykke til vinderne som er: 13 Strikkeglæde, 3 Lisbeth, 10 Lisbeth Rask, 7 Kate og 9 Nina Christensen.

Samme procedure som sidst, send venligst jeres adresser og I vil modtage en hilsen fra mig.

Så vil jeg trisse ud med hunden, vejret er jo stadig smukt

mandag den 20. september 2010

FINURLIGT

Kære gæster, faste læsere og nye læsere.

Jeg er her ikke så meget lige i tiden, men jeg er taknemmelig for at I ofte vender tilbage til min blog og tålmodigt venter på et nyt indlæg.

I dag kommer der, som du har opdaget! et nyt indlæg med indbygget overraskelse!. Der er simpelthen en gave til 5 faste læsere - er du endnu ikke fast læser, så kan du nå at blive det.


Et par strikkepinde med indbygget målebånd, det er da bare finurligt!!
Jeg strikker normalt altid på rundpinde, med mindre jeg strikker med tyndt garn/ sytråd på tykke pinde. Men disse pinde synes jeg var sjove.
Vil du eje et par, så læg en kommentar om at du vil deltage i denne giveaway. Vinderen trækkes d. 1. okt.

Med ønsket om et dejligt efterår til alle
Ingerlise 

fredag den 10. september 2010

SMILER

På vej til noget sjovt......
Lige nu smiler jeg over hele femøren og føler mig samtidig lidt ydmyg.
Jeg har netop sagt ja tak til at undervise på næste strikkefestival på Fanø!!!
Om jeg glæder mig??? Helt vildt!!!

Jeg glæder mig til at se rigtig mange af jer.

God weekend til alle

mandag den 6. september 2010

HVAD ER DET?

Efter at have haft besøg af et par meget stærke og friske fyre med en motorsav, ser jeg lige pludselig min have fra helt andre vinkler.
De to billeder viser massakren - af den gode slags, men til det sidste billede kan jeg spørge - på bedste Piet van Deurs vis: Hvad er det? (Undskyld til jer, der er så unge at I ikke kan høre dette spørgsmål for jeres indre øre!)
Det er såmænd et billede af naturen, der helbreder sig selv! I tidernes morgen - og det er længe siden- var der bundet et nylonreb om træet til montering af en hængekøje!!!. Nu har træet dækket rebet, så kun en lille ende er synlig. Det er en sjov tanke, at den der engang fælder træet skal gætte på hvad det nu er, der er inde i træet og hvorfor det er der?
Fantastisk helbredende kraft der er i naturen, ikk?

lørdag den 28. august 2010

KAOSTEORI


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været svært at komme i gang med at strikke. Hver gang jeg har hevet et strikketøj op af kurven, har kroppen forbundet det med smerte.
Jamen - hvad så? Jeg kunne da ikke bare sidde der, uden et håndarbejde!
I køkkenet faldt mine øjne på et gammelt håndklæde - hæklet af "olde" helt tilbage i 1974. Farvene skulle den gang være moderne, orange og brun!
Okay, jamen så kan jeg da hækle et håndklæde, tænkte jeg, det må da give lidt orden i kaos.
Det hjalp! Jeg har hæklet et håndklæde. Det havde jeg aldrig troet at jeg skulle. Jeg elsker hjemmehæklede håndklæder, men det har aldrig været det, der stod først på min to-do eller vil-gerne liste
Garnet der er brugt, lå først for i kurven. Det er valgt helt tilfældigt. Garnet er Havblik fra Tante Grøn hæklet med nål nr. 3,5 mm. Jeg har brugt to farver.

Mønsteret er meget enkelt (olde var næsten firs år, da hun hæklede det)
Hækl 95 lm + 3 lm til at vende med. Hækl 4 stgm (plus de 3 m du vendte med = 5 ialt) 1 lm, spring 1 lm over, herefter * 5 stgm, 1 lm, spring 1 lm over *. Slut under alle omstændigheder med mindst 1 stgm. Næste række hækles således, at den 3. stgm af de 5 hækles om luftmaskebuen (hullet) på forrige række, ellers er mønsteret ens på alle rækker
Jeg har hæklet 4 rækker med farve 1, * 2 rækker farve 2, 2 rækker farve 1 *, gentag *-* 7 gange, slut med 2 rækker i farve 2 og 4 rækker i farve 1. Hækl en række fastmasker eller flere rundt om hele håndklædet, der hækles 3 fm i hvert hjørne og lige husk en strop, hvor du nu synes den skal placeres.

Kaosteori: Når alt ramler, go back to basic!
Hvem skulle nu have troet det?

torsdag den 26. august 2010

EN AF DE GODE TING

Billedet er lånt fra netbutikken

Yes, nu kan jeg komme i min yndlings "sommerferiebutik" hjemme fra stuen.
Perlestrik er åbnet som netbutik. Indehaveren er en utrolig dygtig pige, og hendes hæklerier og sans for sammensætning af farver, er absolut værd at gå efter..... Strikkere bliver også slemt fristet!!!.
Jeg er glad i maven over at se nogle af mine designs er kommet gennem nåleøjet, og er med i butikken.
Slå et smut om siden (og lad dig friste????)
TILLYKKE PERLESTRIK

Er det ikke herligt at man nu kan "lege" sommerferie hele året?

tirsdag den 24. august 2010

..... SØLVFAD

I aftes trængte jeg voldsomt til lidt hygge i stedet for rusk og regn.
På hovedet i skabet, for at finde et fad til de nye lys.... og der lå mit sølvfad. Ikke bare et sølvfad, sådan helt almindeligt... men et ganske særligt et af slagsen.
Der er nemlig indgraveret en hilsen til mig på fadet:
"Knus fra din 10. klasse 1987" og nedenunder alle navne. Åh - hvor kan jeg huske dem!!! Det første hold jeg var klasselærer for fra 4. til 10. klasse. Jeg kan huske deres stemmer, deres udvikling, små dejlige historier, og jo, de kan stadig få mig til at smile.
Så jeg brugte aftenen på hygge og sjove minder. Nostalgisk? - ja, heldigvis.
Man kan ikke få alt på et sølvfad, men man kan få rigtig meget !!!

Tænd et lys og hyg jer

Update: På min "aftentur" med hunden idag, mødte jeg en far til en af de drenge, hvis navn står på fadet.
Faderen kunne fortælle at han havde været lidt nervøs for at komme til møde med den nye klasselærer, idet han ikke syntes at drengen lavede nogen lektier. Men han var lettet da han gik fra mødet, for jeg havde sagt: Bare rolig, han skal nok klare sig her i livet, bare I giver ham lov til at være dreng et stykke tid endnu. Drengen har i sandhed klaret sig endog rigtig godt, men så kom chokket!!!! Ja- han fyldte jo 40 år i går..!! Hm, jeg synes slet ikke jeg er blevet SÅ meget ældre. AK ja.

tirsdag den 17. august 2010

DE SØDE HILSNER

Jeg har igennem den sidste tid fået rigtig mange søde hilsner. Jeg har glædet mig over og er taknemmelig for dem alle.
Men i dag kom der alligevel en hilsen, der i den grad fik mig til at smile fra øre til øre


Mit yndlingsslik - blød finsk lakrids med en tyk kerne af mint.



Mit ferieslik, som jeg kun har fundet i Nordjylland og på min tur til Fanø.
Jeg har tænkt rigtig meget over den energi der er i blogverden. Vi deler, vi pjatter, vi spreder glæde og vi er i stand til at favne nogen vi slet ikke kender, når tingene bliver lidt svære. Hvor er det dejligt at være en del af dette univers.
Jeg smutter, jeg vil lave en kop kaffe, smække benene op, og så tror jeg at jeg vil spise et stykke lakrids - med, hedder det ikke mindful spisning - altså rigtig langsomt, med stor nydelse.



mandag den 16. august 2010

VANTER (se billede i forrige indlæg)

Vejledningen til vanter er fra Knitter's Almanac - maj måned.

Hvorfor strikke vanter i maj? Jo, for så har du ikke travlt og vanterne bliver tilpas lange, og ikke kun den længde du kan nå at strikke fordi du har travlt! Samtidig er det et godt projekt til varme dage, da du ikke har et stort strikketøj til at ligge i skødet og varme!!
Ovenstående er en typisk EZ kommentar/betragtning, og bogen er fyldt med dem. Selvfølgelig får vi også lige et godt råd med på vejen: Strik tre vanter med det samme til de små, for de taber jo ALTID én. Vanter til små børn kan laves så der ikke er forskel på højre og venstre, før de er taget i brug. Det gøres ved at strikke tommelfinger på siden af vanten i stedet for på indersiden af håndfladen. - det gælder vel stadig i dag - eller?

Vanterne vi skal strikke er typiske for den måde EZ tænkte strik på. Hun har her brugt inspiration fra et zig-zag mønster i et tæppe. Altså, hvis du tager ind og ud på samme pind, så ophæver de hinanden og du får et zig-zag mønster.

Vejledningen går ud fra en strikkefasthed der hedder: ca 18 m pr. 10 cm.
Slå 48 m op på 4 pinde. EZ strikker 5 omgange med 1 ret, 1 vrang, men som hun skriver så kan du også slå op med I-cord. (På de stribede vanter har jeg slået op med I-cord. På de blå vanter har jeg undladt rib).


På første pind strikkes: 1 ret, tag 1 m ud, strik til de sidste 2 m på pinden, strik disse sammen. På anden pind strikkes: 2 ret drejet sammen (eller SSK, for de af jer der tager ind på denne måde), strik til der er 1 m på pinden, tag 1 m ud, strik den sidste m. Pind tre strikkes som første pind. Pind 4 strikkes som anden pind. Strik 1 omgang uden ind- og udtagninger. Strik den længde du ønsker op til tommelfinger.

EZ tænkte meget over om hun kunne bruge sit "tommeltrick" når nu maskerne lå på skrå, men det viste sig at tomlen lå rigtig fint, netop fordi der var strikket på skrå.


Her kommer "tommeltricket: Strik frem til hvor du vil have hul til tommelfinger. Tag et andet garn, gerne i kontrastfarve, og strik 7 m med dette. (Jeg har brugt et andet maskeantal, så du kan ikke tælle direkte på billedet!) Sæt m tilbage på venstre pind, og strik videre som om intet er hændt. Strik lige op til du når toppen af din lillefinger.

Nu skal der tages ind, og her kommer der en lille overraskelse! Du skal bare lade være med at tage m ud og fortsætte med indtagninger på hver anden omgang til der er 8 masker tilbage, og du får en ganske fin afslutning. Sy de 8 masker sammen med maskesting, eller træk garnet gennem maskerne og hæft godt.

Tommel: (Strikkes på tre strømpepinde) Træk garnet i kontrastfarve ud, sæt maskerne på pindene. Saml 1 ekstra maske op i hver side. Strik glat til du når toppen af din tommelfinger. Strik maskerne sammen 2 og 2, træk garnet gennem de maskerne og hæft godt. Nu mangler du bare endnu en vante. Sjov at strikke ikk'?

Er du hardcore strikker som EZ, så behøver du ikke at strikke en kontrasttråd ind til tommel. EZ fortælle at hun bare strikker vanten, prøver den og klipper 1 maske, der hvor hun gerne vil have hullet til tommel! Er du lige så modig?

Leg med farver og pynt - og du har dine egne unikke vanter. Hva' med en pelskant? eller....
Rigtig god fornøjelse

søndag den 15. august 2010

EZs FØDSELSDAG

D. 9. august kunne Elizabeth Zimmermann været blevet 100 år. Det var årsagen til at denne serie om EZ blev sat i gang.

Som før skrevet, vil Dover Publications i den anledning, genudgive EZs Knitter's Almanac - endda med farvefotos.
Jeg har fået tilladelse fra forlaget til at oversætte og dele en opskrift med jer her på bloggen.

Så hvis du har lyst til at strikke vanter med mig, så kommer opskriften imorgen.
Du skal bruge strømpepinde* og noget garn. * Foretrækker du to rundpinde eller magic loop er det helt fint med mig.
Vi høres ved

søndag den 8. august 2010

PERSONLIGT

Kære alle
Oprindeligt skulle min blog kun være om strik, men jeg kan mærke at jeg er nødt til at skrive dette indlæg til jer.
Det er helt lovligt at springe over, for det er mest for min egen skyld jeg skriver.
I torsdags blev Poul bisat fra Mølholm Kirke i Vejle. I netop den kirke blev vi viet for 36 år siden, så Poul vendte hjem til sit barndomssted.
Jeg holdt fast i at stemningen skulle være lys af håb og ikke mørk af sorg, og det gav fred indeni.
Det var en utrolig smuk dag og rigtig mange mennesker var  mødt op for at tage afsked. Kirken var fyldt med de smukkeste blomster fra nær og fjern.
Jeg kunne holde min tale om håb og trøst - vi holdt det løfte vi afgav i kirken - "i medgang og modgang"

Pouls bedste ven gennem 51 år holdt den smukkeste tale. Talen om et venskab, der var så dybt og stærkt at de kunne tale om alting og ingenting. De vidste altid de havde hinanden.
Jeg skal nu lære en ny hverdag at kende, en meget anderledes hverdag, og det vil tage lang tid.
Men jeg vil tage små skridt ad gangen og er sikker på, at det her det klarer jeg, på trods.

De planlagte indlæg, fra før verden ændrede sig på et splitsekund, kommer med forsinkelse, men jeg glæder mig til at vende tilbage.

fredag den 30. juli 2010

TAK

Tusind tak for jeres omsorg, det hjælper mere end I aner.
Poul døde i dag omgivet af sin familie.

Ingerlise

INGEN KENDER DAGEN

Mandag aften fik min mand to voldsomme blodpropper, der medførte flere hjertestop. Situationen er stadig meget kritisk, så der bliver stille på bloggen i et stykke tid.

Håber, I vil følge mig, når kræfterne igen er der.
Tak

mandag den 26. juli 2010

OVERRASKELSE

Er du da færdig - en overraskelse jeg fik i posten i dag:

En kærlig hilsen Fra Meg Swansen i USA. Hun har sendt mig en DVD - ja, den fra ønskesedlen - som tak for min indsats omkring hendes mor, Elizabeth Zimmermann. Jeg er virkelig rørt. Meg har været orienteret om mine skriverier, fordi jeg skulle bruge nogle billeder. Hun har fulgt med fra sidelinjen.... og har tilsyneladende været tilfreds.
Et lille udpluk fra coveret på DVDen.

13 måder til opslagning
7 måder til aflukning
15 I-cord variationer
Knaphuller
Sammensyning
med meget mere

og to ting jeg gerne vil se demonstreret:
Bavarian Twisted Stitch
Two-end Knitting
Jeg kender godt de to teknikker, men glæder mig til at se dem.


Og så en jeg slet ikke kender!
Armenian Knitting

Det skulle ikke undre mig, om I kære bloglæsere bliver udsat for nogle af teknikkerne, men lige nu må I undskylde mig, jeg skal se DVD med over 130 teknikker til håndstrik demonstreret.

Vi ses

lørdag den 24. juli 2010

EFTERÅR & VINTER

Billedet er lånt her


Så er det nye Costume læst. Jeg er ikke fast læser, men er altid opmærksom på, når der er et tillæg med trends. Der kan jo altid falde en ide af eller to.
Og I kan godt spidse strikkepindene. Der skal strikkes i uld (eller allerhelst cahmere - men - men) i enkle linjer.
De gennemgående farver hos de fleste modehuse er sort, hvid, grå og camel. Som sædvanligt mixet med forskellige kontraster i de enkelte kollektioner. Der ses sarte pasteller, blomme, army og blå m.fl
En, efter min mening, stærk tendens viser at vi skal gå "tone i tone" - altså holdt i samme farve men i forskellige nuancer.
Der skal strikkes korte cardigans (lidt over eller lidt under taljen - jo den findes et sted cirka i midten!) store/oversized, lune og lette trøjer, lange veste og selvfølgelig pandebånd
Der skal strikkes snoninger eller nordiske mønstre. Trenden siger også tykke sokker i "fine" sko og selvfølgelig tørklæder. Handskerne skal være lange i læder, men hvorfor ikke strikke dem selv - og gå amok i broderi og perler? Det med perler og broderi står for egen regning!
Du kan også rolig give dig i kast med at strikke tykke vanter og gerne pynte dem med pels - og den behøver ikke være ægte. Selv skoene kan pyntes med pels!?!

Mode er ikke længere et diktat, det er frit valg, også til at gøre det selv.
God weekend

fredag den 23. juli 2010

ET HJØRNE & EN KANT

Ved du ikke lige hvad du skal i gang med nu?

Så kommer her et forslag: Et hjørne og en kant! Jo flere teknikker du kender til, jo flere muligheder har du for at vælge en løsning, du synes er perfekt.
De to teknikker jeg viser her, synes jeg er ret gode at have i værktøjskassen.

 ET HJØRNE




Slå 10 m op og strik ret (4 - 5 riller)

Strik 9 ret, *træk garnet frem mod dig selv, tag 1 m vrang løs af, træk garnet bagud, sæt masken tilbage på venstre pind, vend. Der ligger nu en lille løkke rundt om masken. Strik tilbage i ret.

Næste pind: 8 ret, gentag fra *. Gentag til 9 masker er sat i hvil.

Næste pind: Strik 2 ret, (se bemærkning) vend. Strik ret tilbage. Fortsæt nu med at strikke 1 af de hvilende masker med til alle masker er strikket.
Strik 3 – 4 riller og luk af.

Bemærkning I retstrik kan man lade den lille løkke omkring masken ligge, idet der jo allerede er små synlige "vrangløkker". Det kan imidlertid give nogle huller der ikke altid er ønsket. Så for at undgå disse huller stikkes højre pind ind i den lille løkke og strikkes sammen med masken.

Det smarteste er at du prøver at strikke på begge måder - aha! en ekstra valgmulighed. Knitter's Choise (frit oversat til "Du bestemmer") - som EZs datter Meg altid siger.

EN KANT



Slå op med I-cord.
Her skal du bruge to stømpepinde, med mindre du gider sidde og flytte m tilbage på pinden.
Slå 3 m op. Skub maskerne hen i strikkeposition - strikketøjet vendes ikke!
Strik 3 ret, skub maskerne hen i position.
Fortsæt til du har det antal pinde der svarer til det antal m du skal bruge f. eks 12 m. De 3 m på pind regnes ikke med, de skal stadig bruges til kant.

Strik nu masker op, 1 m i hver pind. Nu skal der sættes 3 m på pind til kant i venstre side. Jeg bruger normalt en provisorisk opslagning, men på denne prøve trævlede jeg bare opslagningen op så jeg fik 3 masker. Maskerne skal ikke strikkes og de skal vende med vrangside mod dig.

I-cord i siderne
Når du ser ned på dit arbejde skal det helst se således ud: Fra højre: 3 m til kant, et antal opstrikkede m - og her hænger garnet du strikker med - 3 m til ny kant - Vend
* Strik ret frem til de sidste 3 m, der ikke strikkes men blot løftes vrang løs af, altså over på højre pind. Vend. Gentag fra * til du ikke gider mere.

Luk af med I-cord
* Strik 2 ret, løft 1 m ret løs af, strik 1 ret, løft den løse m over. (hjælp - find et navn til denne indtagning, der ikke er så langt please!! I gamle dage hed det en otig = overtræksindtagning, men det bruges ikke så meget mere)
Nå videre - sæt de 3 m tilbage på venstre pind og gentag fra * til der 3+3 m til bage = 3 masker fra hver kant. Disse masker sys sammen med maskesting!

Er det ikke en fantastisk kant? Den klæder altså et retstikket halstørklæde temmelig meget! Jeg bruger den også meget gerne i en halsudskæring.

Jeg glæder mig til at høre om I kan lide teknikkerne. Begge teknikker er brugt i sjalet øverst til højre på min blog.

Happy Knitting

onsdag den 21. juli 2010

EZ & STRIKKETØJET

Elizabeth Zimmermann interesserede sig mest for konstruktionen af en model. Det er der kommet mange gode og sjove modeller ud af, der stadig strikkes den dag i dag, verden over.

RIBWARMER
Strikket i halv størrelse

Ribwarmer er en lille kort vest - der skal varme ryg og ribben. Vesten er strikket fra krave og ned, hvor der vendes med et hjørne og derfra strikkes ryg. Opskriften findes i "Knitting Workshops" s. 104. Vesten er kommet i en nyere version, hvor der ikke skal sys sammen i ryggen.
En sjov detalje: Der dannes en lille "skål" til barmen.

MOEBIUS VEST

Strikket i halv størrelse.

Moebius Vesten er strikket i to ens stykker. Det er sammensyningen, der gør denne vest speciel. Den kan vendes så vesten får et helt andet udtryk. Bemærk de fine I-cord kanter, det er også en af EZs opfindelser, eller genopdagelser, som hun selv kaldte det. Opskriften findes i "Knitting Around" s. 58. Vesten er syet sammen i ryggen, men det kan nu nemt laves om.


TOMTEN JACKET

Strikket i halv størrelse

Den er altså sjov at strikke. Den kaldes også Tomten Modular Jacket, fordi maskeantal, pindeantal og aflukninger passer sammen indbyrdes. Virkelig typisk for EZ.
Ryg
 Bemærk det smalle rygstykke og ærmer der strikkes ud fra hver side af ryg.
Indtagninger ligger øverst på ærmet og danner samtidig en god skulderlinje.
Opskrift eller vejledning findes bl. a i The Opinionated Knitter s. 42.
Hætten, på min model kunne godt have været et par pinde længere. Skulle jeg strikke den i en rigtig model ville jeg strikke I-cord kanter hele vejen runt om jakken.

GANOMY HAT
Strikket i fuld størrelse

Er det mon huen efter djævlehuen. Huen sidder rigtig godt på et barnehoved. Går ned over ørerne og sidder godt i nakken. Nem at få af og på og sjov at strikke. Findes i "Knitter's Almanac" side 69.

Dette er kun et meget lille udpluk af sjove/anderledes modeller. Hold stadig øje med Baby- Surprice Jakke og Pie Are Square sjalet. Modeller og opskrift på dansk kan ses hos Tante Grøn. Ellers findes opskrift i Knitting Around (sjal) eller The opinionated Knitter.

Kan I alle strikke hjørner og I-cordkanter ? ( mangler lige en af de der små sedler fra skoletiden - svar ja eller nej)... hvis interessen er der, laver jeg gerne en beskrivelse.


tirsdag den 20. juli 2010

AWARD

Jeg er igen kommet i betragtning og har fået en award fra Kys en frø
og tusind tak for det.


Der er nogle opgaver der skal løses:
1. Send et kram til den du har fået den af:
Kære Elin Emilie
Du får et kram hver dag, nåer jeg aer på min fine pung til hæklenåle, men nu får du lige et ekstra.

2.Kopier Award
3. Skriv tre ting man elsker ved sig selv.

Hold da op, hvorfor er det lige, at alt det man er utilfreds med kommer myldrende? Der skal virkelig tankekraft og koncentration til...  Det jeg elsker ved mig selv er faktisk også det, der sommetider giver problemer.
1. Jeg er et omsorgsfuldt menneske - men bekymrer mig ofte alt for meget om andre
2. Jeg får ideer alle vegne - der nogen gange er temmelig forstyrrende for, hvad jeg ellers havde planlagt
3. Jeg kan se selv de mindste lyspunkter i mørke stunder
4. Vis et billede af noget du elsker

Jeg bilder mig ind at det er dåserne jeg falder for, men chokoladen er nu også temmelig fantastisk.
5. Giv stafetten videre til 5 bloggere

Jeg kan ikke give stafetten videre til 5 bloggere. Se min blogliste, der er rigtig mange fantastiske bloggere, som jeg med glæde følger. I er alle nomineret til en blogaward - hvis I har lyst til at lege med.

lørdag den 17. juli 2010

EZ & BØGERNE fortsat

I 1981 blev EZ spurgt om hun ville skrive endnu en bog. Denne gang skulle den indeholde alle de gode råd og ideer, som hundredvis af strikkere havde fået på den årligt tilbagevendende og ugelange "Knitting Camp"
(Der holdes stadig en årlig Knitting Camp" - tænk at kunne være med - suk- stort suk)

Det resulterede i bogen Knitting Workshops og en video (nu CD). I Knitting Workshops er der ingen historier, men et væld af modeller og illustrative tegninger. Den er opdelt i afsnit som: Begyndelse (opslag, udtag og indtag, strikkefasthed osv)
Afsnit II handler om sweatre, afsnit III er masterclass med syv forskellige måder at strikke skuldre (raglan og nalgar!) Har du ikke lige genkendt nalgar? Læs ordet bagfra - ja det er en omvendt raglan! sadelskuldre m.fl. Bogen indeholder bl.a Ribwarmer, Baby Surprise Jacket, Aran sweater fra håndled til håndled og sådan kunne jeg blive ved.


I 1989 kommer så Knitting Around. Også her er der lavet en CD. Den er, som nævnt tidligere, netop kommet i hus - og det har været en fantastisk oplevelse at se og høre mit idol (men jeg er altså også på nørdniveau med EZ) hun har en meget afdæmpet fremtoning, men hun bræder i den grad gennem skærmen.
Knitting Around er fyldt med historier fra EZs liv. Hun siger selv at det egentlig mest er en historie til familien, først og fremmest børnebørnene.
Uden at lyde alt for lommefilosofisk, så tror jeg historien er vigtig. Vi bliver alle dannet af de livsvilkår vi har. Her tænker jeg ikke på materielle goder, men på summen af medgang og modgang - at leve med forskellige vilkår og muligheder og derfra udvikle os. Jeg betragter EZ som en yderst stærk kvinde med en mission og passion... og med meget stærke meninger, der ikke blev holdt inde.

Nå tilbage til bogen der bl.a indeholder Moccasin Socks, Moebius - både vest og tørklæde, The Pie are square Sjal og en Aran Jakke, strikket på rundpinde. Samtidig er der nogle af EZs tegninger og akvareller som man faktisk har lyst til at hive ud og hænge op på væggen.

Endelig kommer bogen med den titel som Elizabeth ønskede til sin allerførste bog, nemlig The Opinionated Knitter, som hun iøvrigt kaldte sig selv. Hun oplevede det desværre ikke selv, da den er udgivet efter EZ døde i november 1999. Bogen indeholder alle nyhedsbreve fra det første i 1958 til 1968. Meg Swansen kommenterer og fortæller. En fantastisk bog som man aldrig bliver færdig med.
(Nyhedsbrevet hedder nu Wool Gathering og udgives i marts og september).

Udover bøgerne lavede EZ to serier til TV. Den første serie hed The busy Knitter. Da en opfølgning af serien skulle laves ønskede EZ inderligt at den måtte hedde "The busy Knitter rides again" , men - ja rigtig gættet - den kom til at hedde The busy Knitter II. (Hvor konservativ må man være?)
Tusinder og atter tusinder sad foran fjernsynet med garn og rundpinde og lærte at strikke en sweater!

Alle de omtalte bøger trykkes stadig. Bl.a hos Schoolhouse Press og i Danmark kan de to sidst omtalte bøger købes her.
Opskrifter kan købes enkeltvis, og jeg har haft den glæde at oversætte et par stykker for Tante Grøn  Bl.a Baby Surprice Jacket. Den skulle alle unde sig at prøve at strikke - det er en helt speciel oplevelse når man skal have det man har strikket, forvandlet til den yndigste lille babytrøje. Opskriften er udformet som det oprindelige nyhedsbrev.
Det var bøger, TV og lommefilosofi - så nu skal vi da snart til at strikke nogle detaljer, ska' vi ikk'?

I ønskes alle en herlig weekend

torsdag den 15. juli 2010

EZ & BØGERNE

EZ ville meget gerne udgive en bog med alle de fif og ideer hun efterhånden havde samlet. Tilbuddene stod dog ikke i kø fra forlagene, idet hun gjorde temmeligt voldsomt oprør mod de "altvidende" indenfor strik, der ene og alene vidste hvordan en opskrift skulle skrives og i hvilken rækkefølge en sweater skulle strikkes i.

EZ havde lavet nogle udsendelser i TV om håndstrik "The busy knitter" i 1964. Hun havde selv henvendt sig TV-stationen og de blev noget overvældet over den succes programmet medførte. Det blev solgt til flere større TV-stationer. På den måde kom EZ i kontakt med rigtig mange strikkere. En af dem var Barbara Walker, der introducerer EZ for Scribner's Forlag.
Endelig skulle EZ udgive en bog, sin egen, hvor der ikke ville blive rettet i den måde hun skrev opskrifter/vejledninger på. Hun skrev den i 1970 og i 1971 var den klar til udgivelse. EZ ønskede den skulle hedde The Opinionated Knitter, men den kom til at hedde Knitting without Tears.
Bogen har sat rekord fordi det var den første "how-to-book", der hos Scribner's havde været trykt uden afbrydelse i 18 år. Rekorden er ikke blevet mindre af at den stadig trykkes idag, 39 år efter første udgivelse.
Bogen er i sort/hvid og fyldt med fif og detaljer. Bogen er illustreret med EZs egne tegninger.
Kapitel 1 hedder The Opinionated Knitter (jvf. EZs ønske om bogens titel). Hun begynder således: "Mange mennesker har en passion; min er strik" og så begynder hun ellers at fortælle om strik - om at se strik i alting - og ender et afsnit med at sige:" Hvis du hader at strikke, hvorfor så ikke følge dit inderste ønske - og begynde på noget andet!
Det er en håndbog i strik blandet med meninger og forklaringer i et almindeligt sprog. Her findes bl.a: Tomten Jacket og forskellige modeller(sweatre) strikket på rundpind, der virkelig var nyt i USA. Samtidig beskriver hun sit helt fantastiske procentsystem (EPS). Bogen er ikke umiddelbart let tilgængelig, hvis det engelske er meget rustent.

Den næste bog udkommer i 1974, nemlig Knitter's Almanac. Det er nok den mest kendte/købte strikkebog. Små fine fortællinger og et projekt til hver måned. Der er fantastisk mange gode ideer og modeller i denne bog.
February Babysweater strikkes stadig over hele verden... fantastisk ikk'?

I anledning af at EZ kunne være fyldt 100 år i år, har Dover's Publication (nuværende udgiver) besluttet at den skal genoptrykkes i en særlig udgave med farvebilleder i stedet for de sort/hvide. Bogen forventes at være klar til udgivelse i september 2010.
Og når vi nu er ved nyudgivelser. Schoolhouse Press udgiver en bog der hedder Knit One, Knit All  i slutningen af 2010. En bog, hvor der kun strikkes ret - EZ strikkede helst ikke vrang!

Der kommer mere om bøger senere. Du har nu tålmodigt læst til sidste linje så tak for det.

mandag den 12. juli 2010

SMÅ SMIL

Selv om det er trykkende i vejret,  er det vist ikke farligt lige at trække på smilebåndet.

Arnold var motorcykelentusiast, så han og Elizabeth kørte tit lange ture. Arnold havde på det kraftigste forbudt Elizabeth at strikke, når de kørte på motorcykel - det var alt for farligt.
Men Elizabeth var ikke bare strikker, hun var en passioneret strikker, så hun lærte at læne sig ind mod Arnold - og samtidig strikke!!! Altid på små projekter der kunne være i lommen, så Arnold ikke opdagede noget - indtil en skønne dag hvor de holdt for rødt lys. En lastbilchauffør skraldgrinede og pegede ned på Elizabeth, der sad med sit elskede strikketøj!

Sønnen Thomas yndlingshistorie:
Meg, den yngste af børnene skulle køres til en aktivitet om eftermiddagen. Elizabeth kører, og skal ned af en ensrettet vej med parkerede biler i begge sider. Lige da hun kommer ind på en P-plads holder hun snude mod snude med en anden bil. I den sidder der en meget bestemt herre, der signalerer: Jeg flytter mig ikke! Efter at have kigget på hinanden et stykke tid, tager EZ sit strikketøj frem, holder det op over rattet så det tydeligt kan ses fra den anden bil og begynder hun at strikke!!

Manden i bilen bliver så arrig at han gasser bilen op og bakker i voldsom fart..... og så kørte EZ put-put langsomt ind og fandt en P-plads


Forresten har det været en fantastisk dag. Jeg har for første gang set DVD med EZ. Den var i posten idag - hele 6 timer med strik, snak og hygge - venter mig!
(Ja undskyld mig, hvis det bliver for meget, men jeg er altså en stor fan - og er bestemt også en passioneret strikker)

lørdag den 10. juli 2010

EZ historie fortsat

Elizabeth og Arnold.
Billedet er venligst sendt af Meg Swansen

Elizabeth kommer i byens "sygruppe" hvor der sys og strikkes medens hverdagens problemer bliver vendt. EZ lægger mærke til at mange havde store problemer med at afkode strikkeopskrifterne, der var skrevet i et teknokratisk sprog med forkortelser, som kun de absolut indviede fattede et ord af.
Samtidig bemærkede hun, at mange strikkere ikke havde modet til at tro på egne evner og derfor ikke "turde" at finde en løsning selv.
EZ kom også ofte i byens garnforretning og her var problemet med opskrifter også tydeligt.
EZ hjalp hvor hun kunne og hun havde et brændende ønske om at skrive opskrifter, som alle kunne forstå - egentlig ville hun allerhelst give strikkere nogle redskaber til at frigøre sig fra opskrifter og strikke som de havde lyst til.
Strikkeriet tog fart, hun strikkede altid, selv når hun læste godnathistorie for børnene. Hendes undskyldning ? "Så falder jeg ikke selv i søvn før børnene!"

EZ fik mange opfordringer til at lave designs til amerikanske blade og magaziner. Hun leverede også flere, men hver gang oplevede hun stor skuffelse. Opskrifterne var skrevet om til teknokratisk strikkesprog, og havde hun lavet en model der skulle strikkes på rundpinde, så var opskriften ændret til at skulle strikkes på to pinde. Efter endnu en stor skuffelse begynder hun i 1958 at udgive sine egne nyhedsbreve, og starter med at importere uld fra Shetland. (Det vender vi tilbage til).

EZ og Arnold overlader firmaet til familiens yngste datter Meg, der stadig driver firmaet Schoolhouse Press og trækker sig tilbage for at nyde deres otium i deres elskede schoolhouse (erhvervet sidst i 50'erne som "et håndværkertilbud" og sat i stand af Arnold).

Elizabeth siger: "Når jeg ser tilbage kan jeg ikke huske jeg på noget tidspunkt var bange. Selvom vi var fattige og flyttet til et nyt land, selvom æbler frøs i rummet ved siden af og en våd ble ville fryse fast til gulvet, selvom vi skulle vente så mange år på at blive gift, selvom...... Så gjorde vi det sammen, vi havde familie, vi havde hinanden!" (Se billedet ovenfor)

Elizabeth Zimmermann dør den 30. november 1999.


Vi er ikke færdige med Zimmermann, vi skal faktisk først til at begynde.

Der holdes lige pause et par dage..

fredag den 9. juli 2010

EZ HISTORIE fortsat

Elizabeth og Arnold blev gift i England og efter en kort honeymoon i Cornwall besøger de forskellige konsulater for at få et pas.
De ankommer til USA i efteråret 1937 efter 10 dages hård sejlads. EZ befinder sig mest under dæk, men kommer da op tidsnok til at se Frihedsgudinden i strid blæst.
EZ fortæller om den mærkelige følelse det var at rejse til et land, som hun under hele sin barndom havde lært at hade og frygte.
En ven fra Bayern, der selv boede i USA, hjælper dem med bolig - alligevel siger EZ: "Her stod vi så, gravid, uden job og i gæld. (De havde lånt nogle penge af en ven for at kunne immigrere).

Arnold fik ret hurtigt job i USA, men alligevel levede de yderst spartansk. Det vigtigste var at spare op, så de kunne betale deres gæld tilbage. EZ skriver selv at "hun blev meget dygtig til at varme suppe op"
EZ føder sit første barn, sønnen Thomas. Fra sin egen opvækst i England, vidste hun at der skulle varmt tøj til, så hun gik i gang med at strikke. Hun strikkede TOMTEN JACKET (billede lige under patterns), Tomten Jacket er  på det tidspunkt langt forud for sin tid, og den strikkes stadig!). EZ fortæller at lejligheden var så kold om vinteren at hun og Thomas blev under dynen hele dagen, bare for at holde varmen.
Familien, der nu efterhånden har tre børn (Thomas, Lloie og Meg), flytter en del rundt, både efter arbejde, men også for at komme væk fra byen, for til sidst at bosætte sig i staten Wisconsin.
EZ fortæller:" Zimmermannbørnene løb over til naboens børn og siger: Vores mor siger goddammit hell! Hertil svarer nabobørnene: Vores mor siger goddammit hell! De løb nu hjem til deres respektive forældre og fortalte at naboen sagde goddammit hell, og så var et livslangt venskab med naboen skabt. Nabokonen strikkede senere den nederste - og kedelige del af EZs sweatre. EZ strikkede så bærestykkerne - de sjove og så delte de pænt fortjenesten, når en sweater blev solgt.
EZ følte sig ikke velkommen da hun kom til USA, men hun skriver: "Havde jeg dog bare vidst hvor gæstfrie og venlige de var i længere inde i landet, så kunne jeg har sparet mig for mange bekymringer".

Vi høres ved om ikke så længe

torsdag den 8. juli 2010

EZ LIDT HISTORIE fortsat

 

Det kniber for EZs far at holde på et arbejde da han vender hjem fra tjeneste i flåden. Derfor starter moderen et firma, der bringer færdiglavet mad ud til folk, der ikke har evner eller lyst til selv at lave mad. Omvæltningen er stor i familien. Fra en tilværelse med tjenestefolk og barnepiger, må moderen nu selv stå for både firma og egen husholdning.
EZ er kommet på privatskole - og her bruger hun meget energi på at dække over at familien arbejder! Hun kunne ikke invitere kammerater med hjem. Dem havde hun nu iøvrigt ikke mange af - hun fandt sammen med to andre piger, der også var udenfor. "Jeg blev altid valgt sidst" siger EZ. Hun havde dog en ven i skoletiden, med hvem hun havde kontakt hele sit liv.
EZ blev betragtet som en "kunstnertype", hun tegnede sig faktisk gennem skoletiden. De kunstneriske evner havde hun fra sin mormor.
Moderen havde i sin ungdom været på kostskole i Schweiz og det blev besluttet at EZ skulle følge i hendes fodspor. Under skoleopholdet hører EZ om en bedre kunstskole i München. Hun plager forældrene, de giver sig og sender hende afsted til Tyskland. Her modtages hun af sin tidligere elskede guvernante.
EZ har det rigtig godt i Tyskland og nyder livet med skole, fester og mest af alt - at stå på ski!
I 1930 møder hun Arnold Zimmermann.


Elizabeth og Arnold før de blev gift
Billedet er venligst sendt af Meg Swansen - datter af EZ

Elizabeth og Arnold er forlovet i 7 år inden de bliver gift. Arnold var under uddannelse til bryggerimester og mente ikke at han kunne gifte sig inden han kunne forsørge en famile. EZ siger også:" Ingen af familierne var interesseret i et ægteskab med en udlænding"
På et tidspunkt mister EZ faktisk modet og tager til Finland for at undervise en families børn i engelsk.
Imidlertid sker der dramatiske ting for Arnold i Tyskland. Han har udtalt sig meget kritisk om et af Hitlers bygningsværker, og det bliver overhørt af en kollega, der var nazist. Arnold og hans familie er klar over at Arnold skal ud af Tyskland - meget hurtigt. EZ siger: Hitler kunne ikke lide Arnold, men Arnold kunne heller ikke lide Hitler. Arnold flygter i første omgang til Schweiz. Noget tid efter, kommer det Elizabeth for øre at Arnold har været nødt til at flygte fra Bayern, og de aftaler at mødes i Belgien. Her bliver de enige om, at det er bedst at gifte sig og emigrere til USA

Slut for idag. Er det for kedeligt?

onsdag den 7. juli 2010

EZ - LIDT HISTORIE

Så starter føljetonen om Elizabeth Zimmermann (EZ) - håber du læser, selvom der ikke kommer billeder i dag. (Billederne er på en anden PC - sorry)

EZ blev født d. 9. august 1910 i England. En del af barndommen var EZ og hendes to søstre alene med moderen, fordi faderen var aktiv i den engelske flåde. Barndommen levedes med tjenestefolk og guvernanter. EZ skriver i Knitting Around, at hun egentlig ikke havde nogen fornemmelse af hvad moderen fik dagen til at gå med - udover at tale med kokkepigen om, hvad dagens menu skulle være og at holde teselskaber. Familien forbliver dog ikke velhavende og EZ følte sig på et tidspunkt meget anderledes end skolekammeraterne, fordi familien ikke længere havde så mange penge.

EZ var omgivet af strikkere både på faderens og moderens side. Moderen så lidt ned på svigerfamilien fordi de strikkede bl.a grydelapper medens moderen strikkede "fornuftige" ting. Det blev dog ikke nævnt i familien, for man havde vel pli?

Som ganske lille spørger EZ sin mor om hun vil lære hende at strikke? "Hvis du er sød - HELE DAGEN idag, så vil jeg lære dig at strikke imorgen". Og EZ var sød hele dagen, så næste dag sad hun på moderens skød og lærte at strikke. Hun lærte at "kaste" garnet (den engelske metode). Man strikkede sweatre på fire pinde.

EZ havde en ganske ung guvernante fra Schweiz, som hun elskede. En morgen, hvor Elizabeth kommer ned i køkkenet til morgenmad, ser hun guvernanten sidde og strikke. Elizabeth bliver dybt forundret for guvernantens hænder bevæger sig ikke ret meget, hva' laver hun? EZ opdager at guvernanten har garnet over venstre pegefinger og bliver meget nysgerrig. Hun lærte selvfølgelig at strikke på den nye måde.
Det gav dog ubehageligheder i skolen for da  læreren så EZs måde at strikke på udbrød hun: Er du ikke klar over, at du strikker på den TYSKE måde og det vil jeg aldrig mere se!! (Tysk var ikke populært under 1. verdenskrig) EZ strikkede dog på den tyske måde (kaldes den kontinentale måde idag) fordi den gav den højeste hastighed - selvfølgelig når læreren ikke så det!

Mere historie imorgen

søndag den 4. juli 2010

ELIZABETH ZIMMERMANN

Elizabeth Zimmermann
1910 - 1999

Elizabeth Zimmermann kunne i år være fyldt 100 år.
I den anledning, vil der her på bloggen komme nogle indlæg om hendes liv og den enorme betydning hun har haft for strikkere verden over.
EZ ville klart have været en superblogger - hvis mediet elles havde været tilgængeligt, som det er nu.
Allerede i 1958 udgav hun sit første nyhedsbrev - skrevet på skrivemaskine (hvor man altså ikke kunne rette/fortryde) og sendt ud med snailpost.
Hvorfor skrive om "noget fra gamle dage" her på et superhurtigt medie, hvor alt er hurtigt ude og hurtigt glemt?
Fordi jeg er en trofast fan! Hun kan stadig lære os noget om detaljer i strik. Men det der fascinerer mig mest, er nok at hun var lidt af en rebel, der gjorde oprør mod de etablerede meninger indenfor strik og opskrifter.
Hun delte meget gerne ud af sin viden - og den holder altså stadig i dag.

Gider du læse om Elizabeth Zimmermann?

lørdag den 3. juli 2010

MIT HELD MÅ VÆRE BRUGT

Mit held må være brugt for i år, det er helt fint med mig, for se lige hvad der kom med posten i dag!!!!

En giveaway - ekstrapræmie fra Kys en frø. Jamen den er da fantastisk, den er smuk, den er i yndlingsfarverne - rent ud sagt så synes jeg mit held er brugt helt godt. Og så lige den suveræne detalje - teksten i nederste højre hjørne. Tusind - tusind tak

Luksusproblem: Jeg kan ikke nænne at bruge den, jeg går bare og aer lidt på den

onsdag den 30. juni 2010

VINDER & EKSTRAPRÆMIER


Tusind tak til alle faste læsere og tak for alle kommentarerne.
Vinderen af min Give Away blev.........
CITRONMOSTER

Samtidig har jeg trukket fire navne til en lille ekstrapræmie. (Forglem-mig-ej, en strikkeopskrift til en filtet blomst fra Noni)
De fire er:
Emmy
Elin Emilie
Laura
Madam Munch

Send venligst jeres adresser, så vil der være post på vej.

onsdag den 23. juni 2010

LIDT PYNT


Lidt pynt skal der til på denne midsommeraften.
Små projekter kan man ikke få for mange af. De er rigtig gode når der ellers ikke lige er gang i noget,  når ventetiden skal gøres kortere eller til at lægge på lager til gaver...
Jeg går ellers ikke med armbånd ( glemmer at få dem på?) men disse er jeg rigtig glad for og har brugt dem flittigt.
Grundopskriften er fra Karens dejlige blog.
Det nederste armbånd er hæklet i bomuldsgarn og med kant i sølv, herefter pyntet med perlemorsknapper og små "forårsknapper" ialt 10 stk i forskellige størrelser. Øverst i billedet er et armbånd hæklet i lædersnøre og pyntet med forskellige knapper i rav. Her er der brugt 11 knapper i forskellige størrelser. Jeg har bestræbt mig på at få rav i forskellige farver.

Måske kan du lige nå at lave et inden bålet tændes?

Rigtig god midsommer til alle

onsdag den 16. juni 2010

RETRO PANDEBÅND A LA PRADA


Sno på hver 4. pind       Sno på hver 6. pind

I varmen er det dejligt med et mindre strikketøj, så hvorfor ikke strikke nogle af de små ting man ikke kan få for mange af.
Som tidligere skrevet, er pandebånd i følge PRADA et must til næste vinter - så her mit forslag til sommerstrik.

RETRO PANDEBÅND A LA PRADA
Ca. 8 cm bredt


Pinde nr. 4½ - 5 mm. 1 Hjælpepind til snoning
Jeg har brugt det nye Kjæruld fra Tante Grøn

Vælg en provisorisk opslagningsmetode og slå 19 m op.
Kantmasker: Første m løftes ret løs af, sidste m strikkes vrang (lænkekant)
De yderste masker ville rulle en lille smule indad.

1. pind: (vrangside) 1 kantm, 2 vr, 2 ret, 9 vr, 2 ret, 2 vr, 1 kantm
2. pind (retside): 1 kantm, 2 ret, 2 vr, 9 ret, 2 vr, 2 ret, 1 kantm
3. pind: som 1. pind
4. pind: 1 kantm, 2 ret, 2 vr, sæt næste 3 m på hjælpep foran arb, 3 ret, 3 ret fra hjælpep, 3 ret, 2 vr, 2 ret, 1 kantm.
5. pind: Gentag 1. pind.
6. pind: Gentag 2. pind.       (Gentag evt. 1-2 pind endnu en gang.)
7. pind: gentag 1. pind       
8. pind: 1 kantm, 2 ret, 2 vr, 3 ret, sæt 3 næste m på hjælpepind bag arb, 3 ret, m fra hjælpepind ret, 2 vr, 2 ret, 1 kantm
Gentag 1. – 8. pind til pandebåndet kan nå rundt om hovedet.
Sæt m fra den provisoriske opslagning på en pind. Læg de to ender ret mod ret. Strik gennem 1 m fra begge pinde på én gang, luk samtidig af.

Rigtig god fornøjelse

søndag den 13. juni 2010

STOR STRIKKEDAG

Sommer - kan man ikke sige det var i går, men sikke dog en fantastisk dag det blev alligevel.
Jeg var til Topmøde hos Tante Grøn, hvor jeg mødte mange dygtige strikkere. Vi hyggede os i hinandens selskab - eller jeg råhyggede ihvertfald i selskabet.
Sommerligt traktement - kirsebær, melon og druer. Hertil birke- og hyldeblomstsaft - og  kaffe ad libitum.
Nogle strikkede pandebånd/hårbånd, medens andre kom et lille stykke længere på et igangværende strikketøj. Nogle lærte, med stor iver, at slå op provisorisk og andre igen, strikkede deres første snoning - eller den første snoning der lykkedes.
På topmødet var det muligt at se og prøve sommerens nye toppe fra mange forskellige designere.
Nyheder? Jeg kalder dem fristelser... Jo, selvfølgelig.
Lækkert lækkert uld i sorbetfarver (se ovenfor) Kjæruld 120 m pr. 100 g. Økologisk og indfarvet med naturens egne farver. Jeg strikkede med det i toget på vej hjem, og det er så absolut godkendt. Flere fristelser? Ja mon ikke. Se dette bløde bomuldsgarn med et romantisk navn: Blomsterfrø - det smager da lidt af sommer. Garnet ligger nu og venter på at komme på pindene. Jo - det var i sandhed en dejlig dag. Jeg vender hjem med fornyet energi og nye bekendtskaber, så tak til alle deltagere i Topmødet.

Jeg har i dag gået og tænkt på, om vi opfatter kreative butikker som en selvfølgelighed. Tænk, hvis de ikke fandtes? Tænk, hvis der ikke var nogen, der ville arrangere at vi kan mødes og hygge os/ lære noget nyt? Jeg gyser ved tanken, så herfra skal der lyde en stor tak til de søde tanter for god forplejning og fordi I inviterede. Tak for en dejlig kreativ og inspirerende butik.
PS Held og lykke til den nye strikkeklub i Svendborg