Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



fredag den 30. december 2011

NYT ÅR



Farverne lyver! Alt det grå på billedet er gulgrønt! Billedet viser et udsnit af sjal, der netop er kommet af pindene. Man rydder vel op i de evigt tilstedeværende UFO's, her i forbindelse med indgangen til et nyt år, gør man ikk'?

Når jeg ser tilbage på 2011 har det været en blandet fornøjelse. Jeg har følt mig overmandet af sorg og sygdom, men også fyldt op af stjernestunder! To små nye børnebørn med 12 dages mellemrum må da siges at være stjernestunder af en vis kaliber.
Der har været rigtig meget dejligt samvær!

Jeg har måttet lide den tort at melde fra til nogle workshops i første halvdel af det nye år. Det skulle vist nok være godt for helbreddet, men det føles nu ikke godt for temperamentet.

 Jeg glæder mig over de afholdte workshops i 2011. Der er så meget energi og inspiration at hente. Jeg føler mig privilegeret over at møde mennesker, der deler ikke bare en interesse men en passion for håndarbejde, med mig.

Det er inspirerende at opleve at nogle bruger mine workshops som oplevelse! Som frikvarter fra hverdagen. Som fordybelse i detaljer. Deltagerne og jeg har ofte talt om lykken i at være på nørdniveau i et par timer. Tænk at kunne slippe hverdagen og fordybe sig helt og aldeles i om en maske skal vende den ene eller den anden vej, og tilmed få den til det.




Det spirer og gror alle vegne.

Jeg håber og ønsker at samvær og kreativitet i blogland må spire og gro også i det nye år.  At menneskelighed og fred må være vores pejlemærker.

Jeg ønsker jer alle et rigtigt godt nytår med tak for det gamle.

fredag den 23. december 2011

JULEHILSEN





Jeg sender hermed de bedste tanker med ønsket om at I alle må få en glædelig jul, samt et godt og fredeligt nytår.

De kærligste hilsner
Ingerlise



lørdag den 17. december 2011

TANTE SIDSEL



I går kom der garn fra Tanterne . Jeg havde bestilt Troldnød, som er et fantastisk garn at arbejde med.
Garnet var bestilt i to farver med tanke på et halsrør til hver af mine døtre.
Meeen, efter at have hæklet det første (næsten) ved jeg at halsrørene måske ikke kommer til at forlade min matrikel.
Det er meget sjældent jeg hækler efter en opskrift, men denne måtte jeg lige prøve. Opskriften er i denne uges Hendes Verden og jeg har fulgt opskriften til punkt og prikke. (sejt!)

Sidsel der har leveret opskriften er skarp med en hæklenål. Hun udnytter det sjove i hæklingen og kommer frem til et særdeles interessant og brugbart produkt.
Der er fine deltaljer. Oplev eksempelvis hvordan reliefstangmasker bruges til at danne en rigtig fin kant.
Alle kan være med her - og ellers er der hjælp at hente på her på bloggen!

For begyndere kan det somme tider være lidt svært at se, hvor man skal stikke nålen ned i næste maske.
Et lille tip der måske kan hjælpe er: Træk godt ud i det du har hæklet og luftmaskekæden. Derved kan du tydeligt se hvor den sidste maske er hæklet, og hvor den næste maske er.

Jo, der var ro på i går.

Se venligst også min kommentar til sidste indlæg

onsdag den 14. december 2011

HJEMME IGEN



Kære alle.

Måske ikke det mest interessante billede, men det signalerer RO og det er det jeg har allermest brug for lige nu.

Det er gået lidt stærkt her på det sidste.
Jeg var til almindelig kontrol på Hjertemedicinsk amb d. 1. dec og nu sidder jeg, lidt rystet, hjemme efter en ballonbehandling på Odense UH og har fået noget nyt isenkram indsat i hjertet så årerne kan holdes åbne.
Jeg skal lige finde ud af at få sjælen med i det her.
Jeg har det fint rent fysisk, men er selvfølgelig træt, som i meget træt!

Jeg havde ikke lige set vinket fra den berømte vognstang og sidder nu med en følelse af at have fået hele vognen smidt midt i hovedet.

Jeg har igen fået besked på at tage det lidt mere roligt, og denne gang tror jeg nok at jeg har forstået beskeden.

Men jeg er tilbage på bloggen.
Tak for jeres mails og tanker. Jeg var omgivet af god karma hele vejen!

Kærlig hilsen
Ingerlise

torsdag den 8. december 2011

RESTER AF GOD KARMA

Mine juleord, der har været vigtig i 2011
Kære alle

Igen tak for jeres trofaste besøg på bloggen. Jeg har nye ideer i støbeskeen, men de må vente til jeg er på pinden igen.
Jeg har desværre lige en aftale med hjertemedisinsk afdeling i morgen, hvor der skal foretages et tjek af mine hjertekranspulsårer. Jeg har ikke haft det så godt de sidste uger, men indkaldelse kom i løbet af 2 dage, så det er jo fint

Jeg  håber selvfølgelig på det bedste, mem har brug for din hjælp. Mit overskud er ikke vanvitigt stort til ovenstående besøg, så send mig venligst den gode karma du har i overskud. Jeg har brug for det.:)

Venter at være tilbage indenfor kort tid, med en nogenlunde afklaret situation, men nu ser vi.
Jeg er sikker på at positive tanker vil bære mig gennem møgdagen i morgen, så I hører snart fra mig.
Knus og Tak

PS Jeg vil da også rigtig gerne have en ønskeseddel til søndagskolen. Lette, svære, sjove og finurlige projekter.
Jeg mangler også en sød heks til bloggen....nogen forslag?

Vi høres ved
Ingerlise

tirsdag den 6. december 2011

GENBRUG og SVAR

Genbrug af billede fra tidligere post



Denne mail lå i indboksen her til morgen:

"Jeg er lige begyndt at strikke (og synes rigtig godt om det) og det lykkedes mig at følge din opskrift og lave et flot pandebånd med snoning på hver 4. pind. Og nu til det dumme spørgsmål: hvordan strikker jeg ét som det hvide på billedet. Du skriver snoning på hver 6. men kan det alene give den "trebenede" snoning? Jeg håber du kan sætte mig lidt i gang:) beklager nybegynderspørgsmålene! På forhånd tak"

Godt gået, siger jeg bare!

Jeg plejer ikke at gengive kommentarer på denne måde, men den søde mail giver mig en anledning til at skrive lidt om snoninger.

Det er stort for mig, når jeg hører at "nogen" er kommet i gang med at strikke og finder glæde ved det!
Det glæder mig især rigtig meget når jeg har haft en "finger med i spillet"

Udtrykket i snoninger varieres ved måden der snos på, antallet af pinde der strikkes mellem snoningerne og antallet af masker, der sættes på hjælpepind.

På det mørke pandebånd er der strikket snoning på hver 4. pind, medens der gives mere plads på det lyse. Her snos på hver 6. pind og det er tydeligt at snoningen ændrer udtryk!

Sættes maskerne på hjælpepind foran arbejdet vil snoningen gå mod venstre.
Sættes maskerne på hjælpepind bag arbejdet vil snoningen gå mod højre.

Man behøver ikke at sno med det samme antal pinde mellem snoninger hver gang. Du kan lege med snoninger som med alle andre mønstre. Husk, du bestemmer hvor og hvordan du vil placere dine snoninger. Det er ikke sikkert at resultatet bliver som ønsket i første hug, men erfaring det får man i rigt mål.

Tilbage til mailen: Svaret på spørgsmålet er: Du skal strikke snoning som på det mørke pandebånd, MEN du skal strikke 2 ekstra pinde inden du snor. Ellers er de to snoninger helt ens.

Opskrift til pandebånd findes her . Måske det "hvide", der ligger her til morgen inspirerer til lidt lunere beklædning. Smiler.

Hav en dejlig dag