Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



søndag den 12. februar 2012

TID

Billedet er lånt fra Hirtshals Turistbureau

Hirtshals fyr er bygget i 1862 og tændt første gang 1. januar 1863.
Det er en rum tid siden og det står der stadig og lyser som vejledening for trafikken på havet.
Det er bygget før vores tid, det står i vores tid, og vil nok også stå i de kommende generationers tid.

Indlægget i dag skal handle om tid, fordi jeg i næste uge vil svælge i tid lige her i området ved Hirthals fyr.

Tiden kan løbe, endda fra en og samtidig kan tiden ikke gå.
Vi kan opleve tidens tand, som træværk, der nærmest råber på Gori eller hud, der råber på et eller andet opbyggeligt. Kun for at mindske sporene efter tidens tand.

Tiden kan stjæles af tidsrøvere. Jeg husker en debat om tidsrøvere i et forlængst lukket pengeinstitut. Man ønskede at blive fri for tidsrøvere, altså helt almindelige mennesker, der bare ville hæve penge ved kassen, når personalet ellers kunne finde tid! Fik banken has på dem? Jo jo, nu kan du være din egen tidsrøver når du bruger netbank og det omtalte pengeinstitut blev opkøbt. Så skal man da ikke bruge mere tid på dem!

Der er stadig muligheder for at "stjæle" tid. Det er ret nemt i garnbutikker. Her kan man stadig få hjælp og vejledning og bruge løs af ekspedienternes tid. Er det ulovligt at stjæle tid? Nej, ikke endnu, heldigvis. Og hvem har bestemt at det skal hedde - stjæle ?

Skulle det være sådan at garn og opskrift blev solgt med indbygget tid? Så slap man da i det mindste for ordet "stjæle", det er jo ikke et ord vi bryder os om at hæfte på os selv. Man kunne selvfølgelig også bare sige: Tak, fordi jeg måtte bruge din tid, så er det ligesom noget andet, ikk?

Man kan købe sig tid. På en workshop blev jeg opmærksom på, hvor vigtigt det er med tid til fordybelse. Da workshoppen var slut sagde en af deltagerne: Er det ikke fantastisk at jeg har brugt 3 hele timer på mig selv! Jeg har været opslugt af garn og nål, medens andre har passet det derhjemme. Jeg har holdt frikvarter.
Jo, må jeg sige, det var fantastisk at se det smil der bredte sig på ansigtet, lige inden hun hastede hjem til familien igen.
Så tid kan købes, både på den ene og den anden måde.

Der kunne skrives en masse om tid:
Til den tid
Din tid kommer
Alt har sin tid
Tiden læger alle sår
Hver ting sin tid
Den tid, den sorg
og så videre og så videre,

Men jeg vil ikke tage din tid.
God tid er godt, at have for god tid er noget helt andet!

Gid I kan få tid til at finde tid til jer selv og bruge den helt som I har lyst til.

Jeg drager afsted for at svælge i tid

4 kommentarer:

  1. Tak for dine ord. Jeg er glad for at jeg brugte tid på at læse dem.
    Jeg vil nu finde tid til eftertanke, for det behøver de. Interessant tanke at tænke i tid.
    Dejlig tid til ferie og god fornøjelse
    Hanne ;o)

    SvarSlet
  2. Dejligt blogindlæg - tid, ja hvad er tid - tid kommer og tid går, der er tid hele tiden, men hvad ønsker vi at bruge tiden til!
    Efter et år med depression og en psykologbehandling, har jeg fået vendt mange ting omkring mit liv og en af de ting, jeg er meget mere opmærksom på er, hvad jeg gerne vil bruge min tid til og hvad jeg rent faktisk bruger den til.
    Er tiden egentlig ikke ligegyldig, hvis den bruges rigtig!
    Åh ja, du har bare rørt ved et punkt, der kan siges og skrives uendelig meget om.
    Tak for din ord og fordi du brugte tiden til at skrive dem :-)

    SvarSlet
  3. Tusind tak for alt det jeg får tilbage!

    SvarSlet
  4. Smukt skrevet, Ingerlise.
    God tur og ..... nyd det nu.

    SvarSlet