Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



torsdag den 23. februar 2012

AT LEGE

Hjemme igen efter en rigtig dejlig tur til det Nordjyske.
 Der er sat endnu et flueben på den alenlange liste der hedder: Første gang efter..... Der er nogen flueben, der kræver mere mod end andre. Turen nordpå var en af de svære, men med dejlig hjælp fra familien er det nu sat, og det har været en rigtig god oplevelse.

Der er fyldt godt op på samvær og glædekontoen og jeg har fået hovedet blæst godt og grundigt igennem. (Nogen kalder det en hovedrengørring)

Jeg tilbragte en dejlig dag sammen med søde Dorte. Vi kan snakke om strik i timevis. Vi kan drøfte detaljer og vi kan inspirere og hjælpe hinanden. Og så kan Dorte få mig til at lege.

Jeg fik et bundt garn med pels på med ordene........ så kan du jo se, hvad du kan få ud af det!


Jeg har leget mig frem til en hæklet krave




Kraven er hæklet i stangmasker og dobbelte stangmasker i tilfældige rækker. Jeg har hæklet de dobbelte stangmasker for at ændre på placeringen af pels. Alle pelsduske sidder på retsiden.
På dette garn kan man, med lidt snilde, trække pelsduskene op langs garnet og kan derfor anvende samme teknik som når man strikker/hækler med perler.

Jeg elsker fornemmelsen af at lege. Bare gå i gang og se hvad det udvikler sig til.
Hvis du vil lege med garn med pels skal du bruge:
1 bundt garn og en hæklenål nr 10 mm
Min krave er lidt for høj så hvis du vil hækle den skal du max have 11 eller 12 stangmasker på en række.
Hækl til ønsket længde eller til garnet er næsten brugt op. Jeg har hæklet 4 trenser (luftmasker med fastmasker mellem) på sidste række og har syet 4 knapper i.

Hækl eventuelt kanter i kontrastfarve. Jeg har brugt Muskat (bomuld) og har hæklet muslinger i forskellige størrelser.

Så, hvis du må komme ud og lege, så vil jeg gerne lege med dig

søndag den 12. februar 2012

TID

Billedet er lånt fra Hirtshals Turistbureau

Hirtshals fyr er bygget i 1862 og tændt første gang 1. januar 1863.
Det er en rum tid siden og det står der stadig og lyser som vejledening for trafikken på havet.
Det er bygget før vores tid, det står i vores tid, og vil nok også stå i de kommende generationers tid.

Indlægget i dag skal handle om tid, fordi jeg i næste uge vil svælge i tid lige her i området ved Hirthals fyr.

Tiden kan løbe, endda fra en og samtidig kan tiden ikke gå.
Vi kan opleve tidens tand, som træværk, der nærmest råber på Gori eller hud, der råber på et eller andet opbyggeligt. Kun for at mindske sporene efter tidens tand.

Tiden kan stjæles af tidsrøvere. Jeg husker en debat om tidsrøvere i et forlængst lukket pengeinstitut. Man ønskede at blive fri for tidsrøvere, altså helt almindelige mennesker, der bare ville hæve penge ved kassen, når personalet ellers kunne finde tid! Fik banken has på dem? Jo jo, nu kan du være din egen tidsrøver når du bruger netbank og det omtalte pengeinstitut blev opkøbt. Så skal man da ikke bruge mere tid på dem!

Der er stadig muligheder for at "stjæle" tid. Det er ret nemt i garnbutikker. Her kan man stadig få hjælp og vejledning og bruge løs af ekspedienternes tid. Er det ulovligt at stjæle tid? Nej, ikke endnu, heldigvis. Og hvem har bestemt at det skal hedde - stjæle ?

Skulle det være sådan at garn og opskrift blev solgt med indbygget tid? Så slap man da i det mindste for ordet "stjæle", det er jo ikke et ord vi bryder os om at hæfte på os selv. Man kunne selvfølgelig også bare sige: Tak, fordi jeg måtte bruge din tid, så er det ligesom noget andet, ikk?

Man kan købe sig tid. På en workshop blev jeg opmærksom på, hvor vigtigt det er med tid til fordybelse. Da workshoppen var slut sagde en af deltagerne: Er det ikke fantastisk at jeg har brugt 3 hele timer på mig selv! Jeg har været opslugt af garn og nål, medens andre har passet det derhjemme. Jeg har holdt frikvarter.
Jo, må jeg sige, det var fantastisk at se det smil der bredte sig på ansigtet, lige inden hun hastede hjem til familien igen.
Så tid kan købes, både på den ene og den anden måde.

Der kunne skrives en masse om tid:
Til den tid
Din tid kommer
Alt har sin tid
Tiden læger alle sår
Hver ting sin tid
Den tid, den sorg
og så videre og så videre,

Men jeg vil ikke tage din tid.
God tid er godt, at have for god tid er noget helt andet!

Gid I kan få tid til at finde tid til jer selv og bruge den helt som I har lyst til.

Jeg drager afsted for at svælge i tid

søndag den 5. februar 2012

NÅR TID IKKE ER PENGE

68 kr er mit udgangspunkt i dag.
Hvor meget kan man købe for 68 kr ?

Ved mekanikeren kan jeg få 7,5 minutter og så har jeg vist endda ikke betalt moms!
Ved kiropraktoren kan jeg knap nå at få jakken af, før jeg har brugt 68 kr.
Jeg kan have mine radiatorer tændt i ca 1,8 døgn, så har jeg brændt 68 kr af ! (Hvis gennemsnitsprisen iøvrigt holder?)

Hvis du virkelig vil have noget for dine 68 kr, ja så skal du i genbrug og købe udført håndarbejde.

For 68 kr får du:


Et fantastisk smukt hæklet håndklæde


En hæklet kartoffelvarmer


6 viskestykker med indbygget kalorietabel og håndbroderet monogram


En broderet løber, vasket og presset naturligvis

og


2 fine bøger om dukker og dukketøj.

Jeg funderer over om jeg bare er heldig eller om håndens arbejde (håndarbejde) virkelig ikke skal koste mere?
Her er tid bestemt ikke penge.

Hav en dejlig søndag.

PS Der er vinterferie i søndagsskolen, mindst et par uger.