Når noget ser sådan ud, må man nødvendigvis vende sine tanker fra....... nej, det orker jeg ikke .... til.... hvor hyggeligt at jeg kan sidde ude og hæfte ender i en times tid!!!!
Det virker altså ikke lige med det samme, kan jeg godt sige, altså det med at vende tankestrømmen. De gamle vaner tager ligesom over og fortæller at dette her er for kedeligt. Men sådan er jeg jo nok den eneste der har det? (Her tænker du måske, nej vi er i hvert fald to.)
Mine retrogrydelapper er, med lidt overdrivelse, næsten klar til 2. retro periode. De har haft længere liggetid end selv den dovneste ejendomsmægler i udkantsdanmark, kan præstere.
De har ligget og hygget sig i kassen der hedder noget i retning af: "mangler lige det sidste" - det er den positive betegnelse. Der er dage, hvor den kaldes noget helt andet og mindre pænt.
I dag kom grydelapperne op af kassen og med ud i solen!
Jeg kan ikke huske hvornår jeg begyndte på grydelapperne. Men jeg kan tydeligt huske den dejlige fornemmelse det var at udtænke farver og indkøbe garn. De var sjove at hækle, så sjove at nummer to blev hæklet med det samme, og det skal der alligevel noget til!
Så mens jeg sad der og hæftede ender og følte mig vældig hellig og ordentlig, kom jeg til at tænke på hvorfor det er sådan med montering.
Burde monteringen ikke være en finale? Højdepunktet, hvor det hele folder sig ud og bliver til lige præcis det, vi havde tænkt det skulle blive.
Hvorfor kalder vi det kedeligt, og hvem har bestemt det?
Hvad er forskellen egentlig på at hæfte 50 ender og strikke 50 masker?
Hvorfor lader vi for flere hundrede kroner garn ligge i en strikkekurv så længe, at farven er håbløs forkert eller modellen strammer de forkerte steder, bare fordi der skal monteres en lynlås?
Jeg har ikke svarene og kan ikke forstå logikken i at noget bliver færdigt og andet ikke.
Jeg beslutter mig igen igen for at have en positiv tilgang til montering, og denne gang..............
Grydelapperne blev færdige i dag.
Det tog kortere tid at gøre dem færdige, end jeg har brugt på at tænke på, at nu skal de ender også hæftes... (Som om det skulle være den store overraskelse).
Dejligt når der er en ting mindre i kassen "der lige mangler det sidste"
Men hvorfor er det sådan? Kan du se logikken?
PS. Når jeg skriver "vi" er det blot en talemåde, jeg taler naturligvis kun på egne vegne.