Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



søndag den 30. maj 2010

BONDEGÅRDSFERIE FOR TØSER


Lys- jeg må ha' lys....... det kunne Sebastian passende have sunget i dag. Det er dog utroligt som jeg venter på lys - varme - bare tæer og jordbær.
Som lidt trøst kan jeg se frem til, at jeg på tirsdag drager til Nordjylland på bondegårdsferie. Bare et par dage - hvor der skal hygges igennem med nye strikkebøger, garn, pinde, hæklenåle og snak - masser af det hele. Bondegårdsferien er kun for tøser!
Jeg glæder mig rigtig meget til at møde min kreative veninde Hun kan pakke strikkepinde ind på en helt fantastisk måde. (Jo strikkepindene er stukket ned i sugerør, så de ikke bliver våde)
Som sidegevinst til ferien, 2 x 3½ time i stillekupé, det rykker!
Har du været på tøseferie?

Alle skulle have mulighed for tøseferie






torsdag den 27. maj 2010

AWARD

Jeg takker mange gange for denne award fra Strikkekurven., givet til mig for en kreativ blog. Det luner.
Jeg er temmelig ny her på bloggen og lærer noget hele tiden.

Reglerne for awarden er følgende:


Kopier awarden ind på din blog. Tak og link til den der har givet dig den. Link til 7 andre og spred lidt glæde.
Fortæl 7 ting om dig selv.

Jeg vil gerne give award til disse 7 bloggere. Det er dejlige blogs som jeg nyder at læse.


Fortæl 7 ting om dig selv:  Jeg:

 er strikkeentusiast - næsten på nørdniveau.

 elsker godt værktøj og garn

 er mor til to døtre og mormor til to krudtugler

mester i overspring - bare lige til imorgen

skal helst have krydderurter drysset over min mad

er vild med engelske og svenske krimier

tegner ofte modeller midt i en spændende film

PS. Man har vel sine vaner!




søndag den 23. maj 2010

VANEDANNENDE FLET


Værsgo' lidt pinsehygge til dig.

Har du fundet to strømpepinde?
Har du garn til en strikkeprøve? (dumt spørgsmål!)
Du må også gerne have et par sikkerhedsnåle parat.
Så går vi i gang

Opskriften er oversat fra Stickning af Britt-Marie Christoffersen, med tilladelse fra Ulrika Svensson. (Se forrige post)

FORSKELLIGE RETNINGER 1 (side 180)

Bånd 1: Slå 8 m op. Strik 48 p ret. Luk ikke af, men sæt m på holder (sikkerhedsnål) indtil videre
Bånd 2: Saml 8 m op, 1 i hver knude, langs bånd 1's venstre side. Begynd 8 riller/knuder nede, saml 8 op, og der er 8 riller tilbage.

Bemærk at pinden bare er stukket ind i lænkerne, altså ikke noget med at strikke op.

Strik 48 p ret. Luk ikke af, men lad m sidde på pinden.
Bånd 3: Slå 8 m op, på samme p, som m fra bånd 2 sidder og strik 16 p ret over de nye m. Strik, på p 17, den sidste m sammen med 1 m fra bånd 2. Vend, og løft den første m løs af. Fortsæt sammenstrikning til alle 8 m fra bånd 2 er væk. Strik 16 p ret. Sæt m på holder.
Bånd 4: Som bånd 2, men m samles op langs bånd 3's venstre side.
Bånd 5: Som bånd 3, men sammenstrikkes med bånd 4
Bånd 6: Slå 8 m op, sæt m fra bånd 1 over på den anden pind. Strik 15 p ret på de nye m. Strik, på p 16, den sidste m sammen med 1 m fra bånd 1. Her strikkes m drejet ret sammen, og første m på p efter sammenstrik strikkes ret!
(UPS, det havde jeg ikke lige set, så det er der ikke gjort på prøven. Typisk mig, når (jeg tror) jeg kan se fidusen, så glemmer jeg helt at kigge i opskriften. Men - sådan noget gør du jo heldigvis ikke, vel?)

Når de 8 m fra bånd 1 er strikket, strikkes 17 p ret. Luk ikke af, men lad m sidde på p.
Bånd 7: Saml 8 m op, på samme p som bånd 6 sidder på, langs bånd 2's overkant. Masker fordeles som før. Strik som bånd 3. Luk m af, hvis du vil afslutte nu.
Bånd 8: Sæt m fra bånd 3 over på p. Saml 8 m op langs bånd 7's venstrekant med den anden p. Fordel m som før. Strik som bånd 6
Bånd 9: Saml 8 m op på samme p som bånd 8 sidder på, langs bånd 4's overkant. Strikkes som bånd 3. Luk af hvis du vil afslutte nu.
Bånd 10: Sæt m fra bånd 5 på p. Saml 8 m op langs bånd 9's venstrekant med den anden p. Strik som bånd 6. Luk af, hvis det er det sidste bånd i venstre kant.
Bånd 11: (Ses ikke på billede) Bånd 11 er de små "dutter" der mangler for at gøre kanten ens. På billedet mangler de ved bånd 1, 2, 4 og 5. Saml 8 m op, strik 16 p ret, luk af.

Båndene kan strikkes i forskellige farver. For at få en tydelig flet-effekt, strikkes bånd med lige nummer i en farve og bånd med ulige nummer i en anden farve.

Dette var opskriften, og du har sikkert allerede fundet din egen rytme - eller du har måske ikke tid til at læse med? Skal du lige nå et bånd mere?
Kan du allerede, i fantasien, se et smukt tørklæde i masser af farver...? Eller hva' nu hvis, jeg strikkede det i ... ?
Ja jeg skal ikke opholde dig længere. Jeg håber, du får glæde af denne opskrift, den er i hvertfald din, uden regning!

PS. Hvis nogle af dine venner/bekendte/kollegaer osv gerne vil have opskriften, så bliver jeg rigtig glad hvis de, i stedet for at få en kopi, besøger min blog.
Tak

torsdag den 20. maj 2010

BOGANMELDELSE


" En bog om strikningens uendelig muligheder. Formgiver Britt-Marie Christoffersen deler ud af sine nyskabende teknikker og mønstre - strik som du aldrig tidligere har set mage til.
Lad dig inspirere af farver, former og flader"

Ovenstående er teksten på bagsiden af bogen "Stickning - et hantverk at utveckla" af Britt Marie Christoffersen.

Bogen er en guldgrube af sjove mønstre, teknikker og ideer. Retstrik i hendes fortolkning giver helt nye muligheder. Enkle teknikker giver det strikkede uventede og fantastiske udtryk. Det kan egentlig ikke beskrives, det skal ses!

Udgiveren, "Hemslöjdens förlag" forventer at bogen bliver en ny strikkebibel, og jeg er ikke utilbøjelig til at give dem ret. Jo mere du kigger, jo flere muligheder ser du.

Bogen er på 223 sider, indbundet og har utrolig mange flotte billeder. Teksten er på svensk og det afskrækker nok mange, men med adgang til diverse "ordbøger" på nettet skulle det være muligt  at "læse" bogen.

Ulrika Svensson , Svensk Slöjd, Hemslöjdens Förlag har venligst givet tilladelse til, at jeg må oversætte en enkel opskrift. 
Har du lyst til at strikke noget, der ligner billedet i øverste venstre hjørne, så skal du have fat i 2 strømpepinde, 2 (eller flere) farver garn i strømpegarnstykkelse, og være klar til næste uge.

Strikketøjet er yderst velegnet for dem, der ikke strikker når det er varmt, for dette strikketøj har nemlig rigtig mange huller!!!

Vi høres ved og rigtig god pinse til alle.


mandag den 17. maj 2010

KLIP UPDATE

Ønsker du hjælp til at klippe i dit strik så mød mig her. Jeg skal nemlig på bondegårdsferie i  Nordjylland og er i Hjørring d. 1. juni 2010
Det kunne da være rigtig sjovt at mødes - sådan rigtigt.

Jeg vil også rigtig gerne møde jer, der vil i gang med Domino strik, eller dem der bare vil snakke om strik og andre finurligheder.

Håber vi ses

GYS - KLIP I STRIK

Nu skal vi til det! Vi skal klippe i strik.
Du skal bruge en strikket prøve. En hæklenål. Lidt garn. En saks. - Lidt mod.
Metoden kan erstatte stikning på symaskine - i ULD. Metoden vises på en strikket prøve.
På billedet herover ses mine klippemasker. Jeg har altid 7 masker til klippemasker, fordi jeg gerne vil have de tre "streger" som du kan se på billedet. Derudover har jeg altid 2 masker i bundfarve på hver side af "stregerne" - altså 7 masker.
Prøven her er, for nemheds skyld, strikket frem og tilbage. Nu skal der hækles. Der skal hækles fastmasker. (Undlad at prøve med kædemasker, for de kan trækkes af bagefter og det er jo ikke lige ideen).
Det er vigtigt at se maskerne rigtigt - altså som et V. Vi skal hækle "et ben" (lænke) fra en maske sammen med "et ben" fra den midterste maske.
Det er derfor jeg altid strikker de midterste masker som "tre streger" for så skal jeg hækle (her) en hvid lænke sammen med en rød lænke.
Start forneden og hækl lænken på venstre side sammen med en lænke fra midtermasken.



Fortsæt hele vejen op, hækl nogle luftmasker. (Så mange at der er garn nok til at hæfte på begge sider, når maskerne trævles op) Fortsæt ned langs den anden side. Her hækles den sidste lænke fra midtermasken sammen med en lænke fra højre side.
Sådan ser det ud, når der er hæklet på belægningerne på Folklore Jakken:


Træk de hæklede kanter lidt fra hinanden. Det er lænkerne midt mellem de hæklede kanter, der skal klippes op. (Jeg ved billedet er meget dårligt, men håber at du alligevel kan få en fornemmelse af lænkerne)
OG KLIP
(lænkerne og ikke noget andet) Begynd i midten og klip. Hold kanterne lidt fra hinanden og klip få lænker ad gangen


Her ses de færdige kanter. Du kan nu samle op indenfor de to masker, der var med i klippemaskerne. Kanten kan bøjes om til vrangen og sys til.



Håber, du stadig er med mig -  at du stadig har dit gode humør i behold, og at din nydelige strikkeprøve nu ligger i to nydelige dele, med pæne kanter.
Du kan stadig bruge din "gamle" metode, med symaskine og det hele, der er heldigvis frit valg. Men for mig virker denne metode godt. Jeg synes tit, det kan være svært at få det strikkede til at opføre sig bare nogenlunde rimeligt i en symaskine. Specielt på denne model, hvor skuldermasker er strikket sammen inden der skal klippes.
Der er ikke gået nogen fremragende fotograf tabt i mig, men jeg håber alligevel, at du med nogen tålmodighed kan tyde billederne.

PS Jeg modtager, med tak, tilbagemelding på denne post. Kan den bruges?

lørdag den 15. maj 2010

OPBEVARING

Købte jeg garn ? (når jeg alligevel var på Fanø) Nej JEG gjorde ikke, men min mand gjorde...... med bemærkningen: "Jeg ved du fortryder inden vi er hjemme, så vi kan lige så godt få det overstået" Så Flower Power Frakken er lagt på lager.
Det vil sige jeg har købt nye opbevaringsbokse i Føtex i dag. 3 stk for 100 kr, hvilket må siges at være en ok pris. Boksene findes i to størrelser (højde) og har fine små lufthuller.
De har garanteret været på bud for et par uger siden. Typisk mig, jeg er ikke god til at opdage tilbud, og jeg er slet ikke god til så at handle. Jeg venter gerne en uges tid eller mere - og boksene jeg gik efter i dag stod da heller ikke længere på en fremtrædende plads i butikken, men denne gang var jeg heldig !


I den højeste af boksene kan der stå to nøgler ovenpå hinanden. Der er nu noget særligt ved at putte dejlige farver ned i gennemsigtige bokse - og glæde sig til, at det bliver tid for at starte på et helt nyt strikketøj.
Boksene er suveræne og værd at gå efter, så hold øje med Føtex
Hav en dejlig weekend



HIMLEN VAR BLÅ


I går var jeg en tur på Fanø, og himlen var så blå så blå.
Jeg var lige et smut omkring Christel for at hente lidt ekstra garn til kanter på Folklore Jakken.
(Hold øje med bloggen her, og få "det vildeste gys" når der snart skal klippes! Helt ærligt, så er det slet ikke så farligt og jeg skal nok lægge en vejledning her på bloggen. Og uden, det skal være en dårlig undskyldning i øvrigt, så venter jeg altså  på lidt bedre lys, så detaljer også kan opfanges).
På Fanø var jeg også lige et smut inde hos ham her. Fantastiske malerier med knald på farverne. Jeg må ikke vise billeder her på bloggen - ja altså når man spørger, risikerer man at få nej, så respekt for det.
Jeg havde en rigtig dejlig dag, nød vejret i fulde drag og lod mig inspirere af naturens, Christels og Johnny Madsens farvepaletter.

onsdag den 12. maj 2010

ENDER

Hvordan er det nu lige man gør med alle de ender?
Da jeg strikkede Klitrose sjalet (Christel Seyfarth) hæftede jeg alle ender med nål - jeg er vel freeformer!
(Okay, selv en freeformer går ind for færre ender)
Nu hvor jeg strikker Folklore Jakken har jeg hæftet ender på en anden måde.
Jeg lægger garnet som på billedet. Nogle ender har jeg nulret med lidt vand, så de ligesom filter sammen, men andre har jeg bare strikket med. Når jakken er vasket, forventer jeg at jeg måske skal trimme nogle af enderne. Det ses ikke på strikketøjet at garnet nogle steder er dobbelt. Du kan også binde garnet sammen, men så SKAL du altså binde et råbåndsknob og stadig strikke enderne med på hver side af knuden. Det er FØRSTE GANG jeg har prøvet at lave knuder i mit strikketøj, og det kan lade sig gøre.
Så UNDSKYLD til alle der har været på kursus hos mig, og har set et mildest talt forbløffet ansigt når jeg så en knude i et strikketøj.
Jeg foretrækker et strikketøj uden knuder - men det kan altså godt lade sig gøre at få det pænt.
Nå men alting har en ende og når enden er god........
Vi høres ved

mandag den 10. maj 2010

FARVERIG



Jeg er ved at forberede et af sommerens projekter. En Kaffe Fasset sweater til min mand. Jeg syntes, det var så længe siden jeg sidst havde kigget i "Den Fantastiske Strikkebog", men havde jeg da bare ladet den blive på hylden! Den kære mand fik nemlig øje på en sweater han absolut ikke kunne leve foruden. Der blev lagt bogmærke ind - og på bogmærket er der skrevet HASTER.  Og det var jo slet ikke meningen. Der er så mange andre projekter på skitseblokken. Hmm - så må man jo smede medens jernet er varmt.
Jeg har klippet mit garnkort (fra Holst Garn) i stykker for at kunne lægge farver op, skifte ud og lægge til. Det er endt med 13 farver til mønster og 12 farver til bund. Kaffe Fasset har henholdsvis 13 og 17.
Mønsterfarver til venstre og bundfarver i midten. De garner der ligger til højre er måske - måske ikke.
Den turkise passer ikke ind i billedet, vil nogen sikkert mene, men det er vigtigt at der kommer små kontraster. Jeg er meget slem til at få tingene gjort for "pæne", så selv om den turkise "råber", så tvinger jeg mig selv til at lade den ligge.
Når garnet kommer hjem, skal det vindes op i nøgler, med små farveskift hele tiden. (Jo - det er samme metode som Christel Seyfarth benytter)
Jeg glæder mig til at se om farverne virker, når de bliver strikket. Gør de ikke det, kan garnet jo altid bruges til noget andet. Jeg håber ikke, det går som den lille skrædder, der kun fik et par luffer ud af flere meter stof.

Jeg kan næsten ikke vente til at høre om alle farver er på lager. Hvis der skal skiftes én farve, så er det ofte sådan at andre følger med. Kryds fingre!

Det er da bare for spændende!

PS. Jeg skal lave opskriften om - og hvis jeg nu er rigtig god og rar ved mig selv, så får jeg det gjort inden garnet rammer postkassen, men det er altså ikke lige så spændende som at strikke!

søndag den 9. maj 2010

MORS DAG / TID




Selv om vi ikke rigtig har fejret mors dag efter mine døtre er flyttet hjemmefra og de selv er blevet mødre, så blev jeg noget overrasket idag.
Jeg fik uventet besøg. Begge piger og verdens dejligste Amalie (4 år) overraskede mig med denne blomst. Smuk ikke?
Jeg sidder lige nu med den dejligste følelse indeni, og bliver glad når jeg kigger på blomsterne.
Men det er egentlig ikke så meget blomsterne der betyder noget. Det, der betyder allermest for mig er at vi har brugt tid på hinanden. Jeg er meget bevidst om, at det kan være svært at finde tid til disse overraskende besøg, når man er småbørnsfamilie med fuldtidsjob. Der er så meget andet, der skal klares på fridagene. Men i dag fik jeg masser af tid til samvær, nydelse og afslapning
Når vi er sammen i familien, er det ofte planlagt lang tid i forvejen, i hvert fald hvis alle skal være med. I dag føler jeg mig så uendelig rig. Jeg har brugt tid sammen med mine dejlige døtre, jeg har siddet med klistermærker, farver og bunker af tid sammen med Amalie - som nød opmærksomheden i fulde drag.
Uden at lyde rørstrømsk, så tænker jeg på - hvor rig jeg er på glæder. Ofte kan hverdagens "jeg skal også nå" -ting fuldstændig overskygge de små glimt af lykke. De spontane knus, de gode samtaler, de dejlige overraskelser, omsorg og respekt for hinanden - ikke bare i familien, men også fra gode venner og kolleger. Vi er faktisk ganske rige, hvis vi tæller de små lykkestunder med.

Så jeg har bestemt mig for at samle på lykkestunder - også de små

tirsdag den 4. maj 2010

RETRO ?


Er mit gamle, og i denne vinter meget benyttede, pandebånd så gammelt at det er blevet RETRO?

Jeg har i dag læst, dvs kigget billeder i L'OFFICIEL 1000 Models Milan-New York winter 2010-11. Hold da op en overraskelse. På side 6, hvor Prada viser frem, bæres mit pandebånd. Samme bredde, samme snoning.
Modellerne bærer godt nok deres pandebånd lidt mere yndefuldt end mig. Deres sidder nydeligt som et hårbånd på opsat hår, og aldeles ikke trukket godt ned om pande og ører. Deres er blå og beige og ikke smånusset.
Jeg gemmer lige mit pandebånd til vinter 2010-11. Jeg er sikker på, at hunden vil undre sig over at jeg næste vinter vil gå sådan lidt "pradaagtigt".
Jeg kunne selvfølgelig også lige strikke et par stykker i blå og beige!
Verden er måske slet ikke så stor?

PS Kig lige efter bladet i kiosken, pandebåndet er på forsiden!!!!

DER SKER DA LIDT



Jo - jo, der sker da lidt her på matriklen. Kroppen til Folklore Jakken er strikket næsten færdig. Den skal afsluttes med en kant/krave der skal strikkes frem og tilbage og så var det alligevel mere interessant at starte på et ærme.

Jeg har muligvis ikke læst opskriften rigtigt eller grundigt nok. I hvert fald har jeg strikket den nederste kant på jakken i sort og gylden. Det skulle jeg ikke have gjort, den skulle have været strikket i et mix af to grå og sort. (Christel Seyfarth har været så sød at skrive at det godt kunne misforstås i opskriften! - det hjælper lidt)
Nå, men den inderste kant på ærmet er nu strikket i grå og gylden, så jeg kan få farverne til at række.
Den næste konsekvens er at jeg må freeforme/mingelere lidt når jeg skal have forkanterne til at mixe med min sorte kant. Ak - udfordringer - er der nok af.

Men det var slet ikke mine besværligheder jeg vil fortælle om. Det er de to rundpinde der er på billedet der har hovedrollen.
Og nej, jeg strikker ikke på 2 rundpinde fordi jeg ikke kunne finde 5 ens strømpepinde!!! Jeg gør det faktisk af egen fri vilje.
Det er meget nemmere at strikke på to pinde i stedet for fire. ( Ja altså ikke første gang man prøver, men øvelse osv) Der kommer ingen "striber" i overgangene.
Princippet: Addi strikker Addi , Knitpicks strikker Knitpicks. Maskerne hænger og venter på wiren, på den pind der ikke strikkes med. Rundpindene kan have den længde du lige har på lager. Jeg kan bedst lide at strikke på 60 cm.
Du skal være opmærksom på din strikkefasthed. Er den ens - både på træ og metal?
Jeg skal kompensere lidt fordi maskerne ikke glider så let på træpind som metal. Træpinden bliver ligesom lidt fedtet af olie og lanolin.

Udfordringer - dem laver jeg selv!