Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



søndag den 27. november 2011

PYNT skal der til


Velkommen på denne 1. søndag i advent.

I sidste uge foreslog jeg at det hæklede tørklæde kunne pyntes med blomster på de korte sider. I denne uge kommer så et forslag til pynt. Jeg er vild med de små blomster, der kan hækles i hvad som helst og pynte hvor som helst.

Jeg har brugt et blankt garn i midten og et tyndt mohairgarn til kronblade. Jeg bruger rigtig tit tyndt mohair. Det har en dejlig lethed over sig og alligevel en god fylde.

Her kommer opskriften:

lm = luftmaske
km = kædemaske
stgm = stangmaske
dobbelte stangmasker hækles ved at slå om nålen 2 gange, stik nålen ned i masken og hækl som almindelig stangmaske. (Der kommer et ekstra: slå om, træk igennem to)

PYNTESYGE BLOMSTER

Hækl 4 lm og luk dem til en ring med 1 km.
Hækl 2 eller 3 lm (for at komme op i arbejdshøjde) og hækl stangmasker i/om ringen til den er fyldt ud (nok omkring 12 styks). Luk omgangen med 1 km.
Bryd garnet.
Sæt mohairgarn til  i en maske og hækl 3 stgm og 3 dobbelte stgm i hver maske. Luk omgangen med 1 km
Pynt med perler eller broderi. Der skal pyntes lige tilpas, men da det er festlige tider vi går i møde, kan der måske godt gives lidt ekstra festligt gas! Som sædvanligt så er det alene dig der bestemmer.

Her kommer mit sædvanlige mantra: Når du lige har prøvet en enkel blomst så LEG med hæklenålen. Prøv dig frem, der er jo ikke nogen der bestemmer om dine kronblade skal ligne mine!

Til sidst lige lidt øv! Jeg er ustabil i tiden, eller det vil sige mine hjertekramper er! Jeg skal et smut på sygehuset i næste uge (sædvanlig kontrol) og lige høre, hvad der nu skal ske mht til mit hjerte.

Vi ses når der er kommet ro på hjertet!
Glædelig advent

mandag den 21. november 2011

GAVE TIL DIG SELV



Den nye forbindelse er klar. Har selv installeret både net og telefon (hvor sejt er det lige:)

Søndagsskolen (i går) indeholder denne gang et let men fint hæklemønster.
Min tanke er, at du skal forkæle dig selv medens du har travlt med at forkæle andre. Hækletøjet skal give dig dine velfortjente pauser inden alt det - vi ikke nævner i november - bryder løs.
Opskriften er en gave til dig personligt fra mig!

Jeg har hæklet mit tørklæde i Noro Sock, men du kan bruge lige hvad du har lyst til.

Du kan begynde med en lille prøve eller gå lige på!
Mønsteret kommer her:

Hækl 54 luftmasker (lm) med hæklenål nr 4 mm.
Hækl 1 stangmaske (stgm) i hver af de næste 2 masker.
 ( den der med at slå om, stik ned i masken, træk en løkke op = 3 løkker på nålen, slå om, træk igennem to, slå om træk igennem to = voila 1 stk stangmaske)
Den første gruppe består nu af 3 lm (vendemasker) og 2 stgm = gruppe med 3 stgm.
* Hækl 3 lm, spring over 3 m og hækl 1 stgm i hver af de næste 3 stgm, gentag fra * , slut med 3 stgm.
Vend med 1 lm, hækl 1 fastmaske (fm) i hver af de næste 2 masker = gruppe med 3 fm.
* Hækl 3 lm, hækl 1 fm i hver af de næste 3 stgm, gentag fra *, slut med 3 fm.
Vend med 3 lm og hækl som rækken med stgm.
Næste række: vend med 1 lm og hækl som rækken med fastmasker.

Bliv ved så længe du har brug for pauser, så længe du orker, så længe garnet rækker eller så længe som....
Sy det sammen i enderne og sno det om halsen. Slyng det nonchalant om halsen. Pak det fint ind til en der har brug for en gave..... Find selv på mere.

Pynt det eventuelt med små blomster på de korte kanter.

Jeg har ikke hæklet kant på mit tørklæde endnu. Lige nu hælder jeg mest til en strikket kant. Det kan også være det bare bliver slynget om halsen uden kant.
Du bestemmer heldigvis selv over dit helt eget tørklæde.

Det var mit pausesignal til dig. Grib hæklenålen og tag en pause i nuet!

søndag den 20. november 2011

UPDATE



Jeg har været på et rigtigt hyggeligt julemarked i Billund.
Jeg tog til Billund for at købe en opskrift til et hækleetui lavet af Lene. Ikke at jeg i min vildeste fantasi tror på at kunne lave et etui på højde med Lenes, men lidt har vel også ret.
Mine øvrige fund er en syæske betrukket med det fineste stof og en lille sød hæklet ugle,
Det er rigtig dejligt at se krativiteten blomstre.

Her skulle så være bragt et billede af et hæklet tørklæde, men nej! For f.... da osse! Min netforbindelse og jeg er igen ikke helt enige! Så det må vente - øv.
I morgen får jeg opdateret forbindelsen - håber jeg i hvert fald????

Nå men alt i alt har det været en rigtig hyggelig dag hvor jeg mødte flere af mine tidligere kursister. Tænk at vi er så privilegeret at vi altid har noget at tale om når vi mødes.

Glæder mig til at vende tilbage på en hurtigere forbindelse.

søndag den 13. november 2011

GIMPNING 4

Kære alle
Jeg håber I har nydt en fantastisk morgen med sol, frost og let tåge.

Her kommer den sidste søndagsskole om gimpning i denne omgang.
I dag er der ingen lektier, blot lidt inspiration. I min skoletid blev det kaldt "frilæsning". Jeg elskede de timer med ro og fordybelse.


Her et udsnit af et armbånd, gimpet i sølvtråd. Perlerne er trukket på tråden inden gimpningen begyndes.
Lidsen er gimpet med samme mønster som i de forrige indlæg.
Der trækkes en perle op til gimpenålen når der vendes.

Armbånd i fuld figur.

Et fedt og lækkert tørklæde, der er gimpet i alpaca. Tørklædet er forholdsvis bredt (10 lidser). Det er hæklet sammen uden hjælpetråd.
Pynten er " silkebånd" i rosa, der blot er trukket igennem tilfældige steder.

Udsnit af tørklæde.

Man kunne også gimpe med lædersnor, papirgarn, bast eller båndgarn. Muligheder er der nok af.

Hav en rigtig dejlig søndag

lørdag den 5. november 2011

GIMPNING 3

Først og fremmest velkommen til flere nye læsere. Jeg er glad for at I har lyst til at være med her. Tak til alle de trofaste fordi I læser med - det er godt at vide at I er der, ude i virkeligheden.

Jeg sidder på et fantastisk B&B centralt i Skive og skriver. Fantastisk hyggeligt værelse med eget bad.
Jeg har flottet mig og bestilt linnedpakke. Penge ud af vinduet? Nej, nej slet ikke. Jeg elsker det glatrullede sengetøj. Det har en helt speciel overflade - elegant kølighed? I morgen tidlig ligner det bare alt andet sengetøj, men lige nu er det helt og aldeles glat - uhm luksus.

Jeg er i Skive fordi jeg skal undervise i Freeform (lørdag). Jeg glæder mig til samvær, medspil og udfordringer.

Hvis det "lånte" netværk vil, så skal vi i gang med søndagsskolen.
Denne gang handler det om sammenhækling med hjælpetråd og en enkel kant.
Jeg viser lige sammenhæklingen først... denne gang den færdige sammenhækling først.


Den hækles på denne måde:

Begynd med at lave en glideknude og sæt den på hæklenålen. Der hækles nedefra og op
Stik hæklenålen ind gennem to løkker på hver lidse og træk hjælpegarnet igennem (to løkker på nålen). Slå om og træk gennem begge løkker (= fastmaske)


Så hækles der 2 luftmasker eller det antal du synes 




Stik igen nålen ind i to løkker....

Antallet af løkker og luftmasker kan varieres alt efter ønske. De enkelte løkker kan vendes og drejes, kun fantasien ( og tiden..) sætter grænser.

Til sidst viser jeg hel enkel kant



Her er to løkker hæklet sammen med en fastmaske med to luftmasker mellem.
Faktisk kan det godt se ud til på billedet at kanten strammer, men det gør den ikke i virkeligheden.
Her kan man selvfølgelig ogå selv bestemme hvor mange løkker der skal hækles sammen ad gangen. Hvor mange rækker man vil hækle på sin kant. Skal der eventuelt afsluttes med en picot?
Hvis lidsen skal brud´ges som blonde skal den måske have en lige kant på den ene side og en buet kant på den anden. Det er helt op til dig at bestemme og afgøre.

Næste uge vil det også handle om gimpning.

Indlægget her er skrevet fredag aften. (udgivet lørdag)
Update lærdag: Jeg er hjemme i vante omgivelser igen. Har haft en dejlig dag i selskab med glade og flittige kvinder. Der var nogle, der blev alvorlig bidt af Freeform-bacillen. Det glæder mig.

Vi høres ved

fredag den 4. november 2011

HEMMELIGT (næsten)


Her ligger to begyndelser til hemmelige luffer
Strikker du med? Ellers kan du nok nå det endnu.

Puha, jeg er kommet på arbejde. Jeg begyndte, som der stod i opskriften, på strømpepinde, men anden del blev altså strikket på 2 rundpinde. Ah, en lettelse og hastigheden blev væsentligt forøget.
Den lille bort med de "vandrende" masker havde jeg helt glemt, så det var dejligt at få den ind på lystavlen igen. (Der gik dog et stykke tid inden jeg genkendte den, så min fysioterapeut synes nok ikke jeg skal kaste mig ud i den bort igen, for jeg har spændt så meget op i nakken at pandehåret nærmest stritter!!!)

Er der ikke nogen, der siger at en opgave der kræver ekstra koncentration er sund??? Så er jeg lige nu MEGA SUND!

Jeg venter spændt på anden del.

Knit on with confidence and hope (uddrag af citat af Elizabeth Zimmermann)

torsdag den 3. november 2011

IND I MELLEM

Ind imellem laver jeg andet end søndagsskole.
Jeg har genopdaget min symaskine med god hjælp fra Kirsten Marie og syet denne "lille ting"

Helt sikkert ikke den vanskeligste model, men jeg er i gang igen og det er jeg glad for.

Der bliver helt sikkert strikket for lidt her på matriklen. Tiden forsvinder ligesom i praktiske og "skal-nå" projekter.
Men lidt er det da blevet til. En trøje til hver af de to små Freja og Mads. (Her vises drengetrøjen)

Detalje fra ryg på pigetrøjen. (meget lys lilla)
Trøjerne er strikket i Babyuld med striber af merceriseret bomuld. Jeg kan rigtig godt lide den blanke bomuld.
Udgangspunktet var at placere striber af  varieret højde af "sømandsbobler". Trøjen skulle være interessant når barnet sad på mors arm, derfor denne stribe på midt på ryggen.

Så der sker da lidt ind imellem.
Søndagsskolen bliver muligvis lidt forsinket, idet jeg er ude at undervise i weekenden.

Vi ses