Her kommer den lovede anmeldelse af mit nye værktøj, nemlig min miniature rundpind.
BESKRIVELSE
Rundpind på 25 cm fra Knitpro. De to pinde er ikke lige lange men henholdsvis på 5 og 6 cm Man skal strikke med den længste. Jeg har nr. 2½ og 3 mm. Jeg ved ikke om der findes flere størrelser og prisen er ukendt.
FORDELE
Den er ualmindelig nuttet og kvaliteten er i top
Den er yderst velegnet til dem, der bare får røde knopper af strømpepinde
Pinden bliver i strikketøjet, hvilket er fantastisk når det skal transporteres, så man ikke skal ligge og rode under sæder i hverken tog, bil eller bus.
Man undgår de løse lænker, der nemt opstår når der strikkes på strømpepinde
ULEMPE: Der er kun en ulempe, men den er til gengæld alt overskyggende. Pinden er, for mig, næsten umulig at holde ved. Får du ondt i skuldre bare du tænker på en ærmepind, så er denne pind slet ikke noget for dig.
Jeg har strikket et lille stykke, det holdt altså hårdt. Det var lige som om strømpepindene ligefrem kaldte på mig, men jeg holdt stand (udtalt med en vis stolthed). Som sidegevinst skal nævnes, at der er rigtig mange muskler i nakken, der kan mærkes dagen derpå.
Måske skal man øve lidt mere, men det kræver altså tålmodighed
VURDERING Pinden kan ligge sammen med de andre ting man bare måtte eje fordi de var nuttede (læs mini). Så kan man tage den frem en gang imellem og nyde synet af den, for smuk, det er den!
Jeg skal ikke afvise at nogen, med en bedre finmotorik end min, kan have glæde af at strikke med den.
Som et PS: Jeg gad godt se hænderne på den person der har "opfundet" denne pind.....
Og så lige apropos miniature. Jeg er kommet ud for andre fristelser se bare her:
Små bitte nøgler uld
eller
skrappe farver i akryl
10 g/ 36 m pr nøgle, pris 5 kroner! De er da bare for søde!!!
Hvad de skal bruges til? Jeg tror jeg vil bruge dem til broderi eller små fine mønstre på sokker eller pulsvarmere eller armbånd eller freeform eller knapper eller.....?Hav en dejlig aften - hvor det lykkes med strikketøjet
Har også prøvet mini-rundpinden - og oplevede som du, at den næsten var umulig at holde på. Ikke for fummelfingrede...Prisen jeg fik oplyst var ca 90 kr.
SvarSletmvh
Annette