Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



lørdag den 26. marts 2011

UPDATE

Ofte når jeg ikke alt det jeg havde tænkt at jeg skulle nå..... nåh, det kender du godt?
Måske er det todo-listerne der er lidt for optimistiske eller måske er der bare lige noget andet man hellere vil?
Jeg vil rigtig gerne blive bedre til at blogge, bare lige skrive et lille indlæg medens det er nyt. "Kan man ikke det man vil, så må man ville det man kan", så hermed en lille update af bloggen:

Først hjertelig velkommen til nye læsere, det glæder mig oprigtig at møde jer her i blogland.
I sidste uge flyttede stæren ind... eller jeg opdagede at den var flyttet ind i min egen private "turning torso".
Sjovt, som ting kan forandre sig. Jeg har i årevis bedt om at kassen enten blev rettet op eller fjernet, men nu er det lidt vigtigt for mig at Pouls stærekasse hænger skævt! Iøvrigt er kassen førstevalg blandt stære også selvom kassen ved siden af hænger helt lige! Ak ja, der er meget jeg ikke forstår.

Nok om kasser. I går var jeg på messe i Middelfart. Godt jeg ikke selv havde indkøbsnet med, for posen fra Tante Grøn var da eventyrlig dejlig. I yndlingsfarven og med transportabel strikkeopskrift!!! Jeg fik købt lidt garn, lidt metaltråd og et par bøger.



Jeg mødte flere, der læser med her og mit armbånd i Freeform blev nærstuderet. Så faldt det gode spørgsmål: Virkede det med hårlak? Det er så en af de ting jeg gerne vil blive bedre til, at følge op.

Jo, det virkede med hårlak. Min erfaring er at det er bedst at give mange tynde lag ovenpå hinanden og lade hvert lag tørre godt. (= tålmodighed, som ikke er min stærke side!) Så mit armbånd fik et ordentlig lag, ja så meget at gardiner og potteplanter fuldstændig stivnede i den lakfyldte luft!!.
Altså tyndt lag, tålmodighed, endnu et tyndt lag..... gentag.

Nå tilbage til messen. Jeg mødte en helt fantastisk person på messen. Hun hedder Shirley Paden og har udgivet bogen: Knitwear Design Workshop. Bogen er rigtig god hvis man vil designe ud fra sin egen strikkeprøve. Faktisk viste jeg et billede af bogen her tilbage i april 2010. Shirley udstiller sit strik på messen og jeg kunne se at jeg har været fan af hende ret længe uden dog at vide hvem hun var. Hendes opskrifter er udgivet i Vogue Knitting og Knits m. fl.  Hun laver fantastiske snoninger. Hun fortalte at hun ofte finder gamle/glemte strikkemønstre og giver dem nyt liv i en updated model. Meget spændende og interessant person. Nogen gange er man altså helt ualmindeligt heldig.

Så er I vist opdateret på min gøren og laden.
Vi ses i Søndagsskolen, der kommer til at handle om maskerne ved siden af kantmaskerne!

2 kommentarer:

  1. Tak fordi du henledte min opmærksomhed på denne dygtige designer. Jeg når ikke på Håndarbejdsmesse, jeg må ordne have og krukker.

    SvarSlet
  2. Sikke en dejlig, inspirerende og lærerig blog du har - og spændende - og nyttig! Ja, det dér med at skrive lidt hver dag, det vil jeg jo også gerne. Men hvis man skal skrive lige så meget, og lige så udførligt som du gør, så er det jo nærmest fast arbejde, vil jeg synes.
    Jeg ville også gerne have en stær boende i min have, og boligen er der. De synger så dejligt!

    SvarSlet