Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



Viser opslag med etiketten hæklerier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hæklerier. Vis alle opslag

torsdag den 7. november 2013

VÆRTINDEGAVE





Værtindegaven er klar til Mortens Aften:)

Grydelapperne hedder "Søpindsvin" og er designet for Tante Grøn af www.filihunkat. blogspot.com.
(Det der med link på iPad virker desværre ikke for mig)

Grydelapperne er hæklet i Havblik, bomuld fra Tante Grøn og jeg har valgt at hækle for- og bagside i to forskellige farver.
Lykke er at hækle grydelapper sammen og opdage, at alt passer lige på en prik!

Læg mærke til den søde detalje med læderstropper - det er en god og hurtig løsning - Tak for den:)

I ønskes en god dag

Ingerlise

PS Er du klar til Søndagsskole? Jeg er næsten klar:)



- Posted using BlogPress from my iPad

torsdag den 23. februar 2012

AT LEGE

Hjemme igen efter en rigtig dejlig tur til det Nordjyske.
 Der er sat endnu et flueben på den alenlange liste der hedder: Første gang efter..... Der er nogen flueben, der kræver mere mod end andre. Turen nordpå var en af de svære, men med dejlig hjælp fra familien er det nu sat, og det har været en rigtig god oplevelse.

Der er fyldt godt op på samvær og glædekontoen og jeg har fået hovedet blæst godt og grundigt igennem. (Nogen kalder det en hovedrengørring)

Jeg tilbragte en dejlig dag sammen med søde Dorte. Vi kan snakke om strik i timevis. Vi kan drøfte detaljer og vi kan inspirere og hjælpe hinanden. Og så kan Dorte få mig til at lege.

Jeg fik et bundt garn med pels på med ordene........ så kan du jo se, hvad du kan få ud af det!


Jeg har leget mig frem til en hæklet krave




Kraven er hæklet i stangmasker og dobbelte stangmasker i tilfældige rækker. Jeg har hæklet de dobbelte stangmasker for at ændre på placeringen af pels. Alle pelsduske sidder på retsiden.
På dette garn kan man, med lidt snilde, trække pelsduskene op langs garnet og kan derfor anvende samme teknik som når man strikker/hækler med perler.

Jeg elsker fornemmelsen af at lege. Bare gå i gang og se hvad det udvikler sig til.
Hvis du vil lege med garn med pels skal du bruge:
1 bundt garn og en hæklenål nr 10 mm
Min krave er lidt for høj så hvis du vil hækle den skal du max have 11 eller 12 stangmasker på en række.
Hækl til ønsket længde eller til garnet er næsten brugt op. Jeg har hæklet 4 trenser (luftmasker med fastmasker mellem) på sidste række og har syet 4 knapper i.

Hækl eventuelt kanter i kontrastfarve. Jeg har brugt Muskat (bomuld) og har hæklet muslinger i forskellige størrelser.

Så, hvis du må komme ud og lege, så vil jeg gerne lege med dig

søndag den 27. november 2011

PYNT skal der til


Velkommen på denne 1. søndag i advent.

I sidste uge foreslog jeg at det hæklede tørklæde kunne pyntes med blomster på de korte sider. I denne uge kommer så et forslag til pynt. Jeg er vild med de små blomster, der kan hækles i hvad som helst og pynte hvor som helst.

Jeg har brugt et blankt garn i midten og et tyndt mohairgarn til kronblade. Jeg bruger rigtig tit tyndt mohair. Det har en dejlig lethed over sig og alligevel en god fylde.

Her kommer opskriften:

lm = luftmaske
km = kædemaske
stgm = stangmaske
dobbelte stangmasker hækles ved at slå om nålen 2 gange, stik nålen ned i masken og hækl som almindelig stangmaske. (Der kommer et ekstra: slå om, træk igennem to)

PYNTESYGE BLOMSTER

Hækl 4 lm og luk dem til en ring med 1 km.
Hækl 2 eller 3 lm (for at komme op i arbejdshøjde) og hækl stangmasker i/om ringen til den er fyldt ud (nok omkring 12 styks). Luk omgangen med 1 km.
Bryd garnet.
Sæt mohairgarn til  i en maske og hækl 3 stgm og 3 dobbelte stgm i hver maske. Luk omgangen med 1 km
Pynt med perler eller broderi. Der skal pyntes lige tilpas, men da det er festlige tider vi går i møde, kan der måske godt gives lidt ekstra festligt gas! Som sædvanligt så er det alene dig der bestemmer.

Her kommer mit sædvanlige mantra: Når du lige har prøvet en enkel blomst så LEG med hæklenålen. Prøv dig frem, der er jo ikke nogen der bestemmer om dine kronblade skal ligne mine!

Til sidst lige lidt øv! Jeg er ustabil i tiden, eller det vil sige mine hjertekramper er! Jeg skal et smut på sygehuset i næste uge (sædvanlig kontrol) og lige høre, hvad der nu skal ske mht til mit hjerte.

Vi ses når der er kommet ro på hjertet!
Glædelig advent

lørdag den 10. september 2011

VIL DU HÆKLE MED

Har du lyst til at hækle denne lidt anderledes Granny, så læs med i morgen!
Forberedelse: Find garn og hæklenål frem af gemmerne.

I ønskes alle en dejlig dag og på gensyn.

torsdag den 5. maj 2011

SØNDAGSSKOLE Når Oldemor bliver rund


Der er stadig gang i hæklenålen i Søndagsskolen. (Jeg er altså blevet bidt ret så alvorligt, så bær over med mig)
De næste uger vil handle om små arbejder - der selvfølgelig godt kan blive til noget stort og vanedannende.
Jeg kan godt lide at tage mit håndarbejde med ud, så det skal helst ikke fylde for meget.

I denne udgave af søndagsskolen har jeg tænkt rigtig meget på mange af de gæve piger, der på mine sidste to workshops har kæmpet, slidt og svedt over hæklingens masker. Jeg har glædet mig over deres stolthed - når første stangmaske var hæklet! Hvilken sejr!

Vi går i gang:
Hækl 5 eller 6 luftmasker og saml dem til en ring med 1 kædemaske.


Hækl 3 luftmasker (de tre luftmasker erstatter en stangmaske og hækles for at komme op i "arbejdshøjde") Hækl 1 stangmaske ned i ringen (Jo - den findes et sted!)
Hækl *3 luftmasker og 2 stangmasker ned i ringen*
Gentag fra * til * til der er 6 luftmaskebuer. Disse buer er 6-kantens hjørner.
Slut omgangen med at hækle 1 kædemaske i den øverste af de 3 luftmasker du startede med.
Klip garnet og træk det gennem masken. 1. omgang er hæklet! Mod på mere?

Sæt en ny farve til i et hjørne. At "sætte til" betyder bare at du stikker nålen ned i et hjørne og trækker garnet op, så der er en løkke på hæklenålen. Hækl 3 luftmasker - bare sådan for at komme op i de højere luftlag!
Hækl 1 stangmaske, (svarer til 2 stangmasker sammen med de 3 luftmasker) 3 luftmasker og 2 stangmasker om samme bue. Dette svarer til et hjørne.
Hækl *2 luftmasker og et hjørne der er lig med 2 stangmasker, 3 luftmasker og 2 stangmasker om samme bue* Gentag fra * til * til du er hele vejen rundt.
På billedet ovenfor ses 2 hjørner med 2 luftmasker mellem.

Sådan ser den færdige omgang ud.
Bemærk øverst i billedet. Enderne hæftes undervejs. Vil du gerne have tricket? Så kommer det lige her: Når garnet er klippet og trukket gennem masken stikker jeg hæklenålen ned i arbejdet i den yderste lænke og trækker garnet helt igennem. Også i næste maske og i næste....indtil jeg kommer til et mellemrum (luftmaskebue). Her lader jeg garnet hænge til jeg kan hækle omkring det på næste omgang. Herefter klippes enden af. Smart ikk?
Tjek at du stadig har 6 hjørner.


Garnet "sættes til" som i forrige omgang. Der hækles 3 luftmasker som før, du ved, det er det der med højden! Hjørnet hækles færdigt (altså 2 stangmasker med 3 luftmasker i mellem) så kommer det nye: Hækl *2 luftmasker, 2 stangmasker om luftmaskebuen, 2 luftmasker og endnu et hjørne. Gentag fra * til du er hele vejen rundt. Klip garnet, træk gennem masken og brug hæftetricket.
Nu skal du egentlig bare lave rigtig mange så bliver det da til noget stort.
Du kan selvfølgelig også vælge at hækle flere omgange så den enkelte lap bliver større.

Prøverne er hæklet i Havblik fra Tante Grøn. Et fantastisk bomuldsgarn, der giver god fylde til maskerne. Det findes i et væld (og jeg mener mange) af smukke og fristende farver. Garnet er virkelig værd at gå efter.

Vejrudsigten siger: Hygge - hækle i skyggen!
Hav en dejlig dag

fredag den 8. april 2011

SØNDAGSSKOLE SPIRALER fortsat

Det løber stadig rundt her i søndagsskolen.
Siden sidst har jeg haft en rigtig dejlig workshop i Vejle. Jeg bliver aldrig træt af at møde entusiastiske og videbegærlige deltagere. Aftenen var arrangeret af Ann, der er en meget kreativ pige og indehaver af en fantastisk butik.

Så.... videre med spiraler:
Jeg har hæklet en række kædemasker med metalgarn for at understrege spiralens form.
Overfladehækling udføres således:
Hold garnet på bagsiden af arbejdet. Stik en hæklenål gennem arbejdet, fra forside mod bagside, grib garnet med hæklenålen og træk en løkke op. Stik igen nålen gennem arbejdet, grib garnet og træk en løkke op og gennem masken på nålen. Pas på de ikke bliver for stramme.

Spiral i tre farver med kædemasker.

Jeg bruger ofte spiraler som element i freeform. Først hækles der en bund. Her skal du ikke bruge dit allerbedste garn/ yndlingsfarven, for bunden bliver næsten dækket helt, hvis du hækler en flæse ovenpå. (Se billede øverst)
Bunden hækles således: Begynd med 4 lm, der samles til en ring med 1 kædemaske. Hækl 3 luftmasker og herefter 11-12 stangmasker rundt i ringen


Hækl nu 1 stangmaske kun i bagerste maskelænke i hver af de tre luftmasker - og din spiral er startet. Sæt et mærke for at markere omgangens start. På første omgang hækles der 2 stangmasker i hver maske stadig kun i bagerste maskelænke. De følgende omgange kommer der en ekstra maske mellem udtagningerne for hver omgang 


På forsiden ses nu nogle små lænker. Her kan du hækle flæse ved at hækle 2-3 - eller flere fastmasker eller halve stangmasker i hver lænke. Begynd i midten Vælg et tyndt garn

Brug spiral som broche eller syet på kanter. Hækl noget "netagtigt" rundt om flere spiraler og lav et sjal ...... eller eller.....

Efter denne rundtur holder jeg langt frikvarter. Jeg går først i træningslejr til workshoppen i hækling hos Tante Grøn og derefter holder jeg påskeferie.
Det kunne være dejligt at møde nogle af jer på workshop.

På gensyn



mandag den 8. november 2010

ANDET END FRYNSER?



Kære alle

Tak for mails, som jeg har modtaget med glæde. Jeg ved nogle har været bekymret, det har jeg såmænd  også selv været. Sorg er en temmelig overvældende følelse, som spiller efter aldeles ukendte regler!
Men jeg er kommet så meget til kræfter at jeg kan pippe lidt med igen.
Jeg blev inspireret til dette indlæg efter at have læst hos Lis  "om frihækling" ! (eller ikke)

Mit tørklæde har fået to hæklede kanter - og de er hæklet helt frit. En blanding af lange og korte masker. Der er vendt forskellige steder og hæklet tilbage. En cirkel er tilføjet, og så er der hæklet lidt frem og tilbage.
Opskrift? Kig på hækletøjet og bestem hvordan du vil have det til at se ud: Leg med lange og korte masker, hækl luftmasker imellem, hækl net eller hvad du lige har lyst til.
Du behøver ikke at kende navnene på maskerne, du skal bare lege og bryde alle regler. Det er helt lovligt at opfinde sine egne masker.
Myra Wood (en meget dygtig freeformer) har skrevet en fantastisk bog om emnet: Creative Crochet Lace. (Bogen kan ses under patterns&publications).
Så fat hæklenålen og hækl frit derudad. Der kan godt være andet end frynser for enden af et tørklæde.

Mit tørklæde er strikket i angora på pinde nr. 3 mm. Hæklenål nr. 3½ mm.

Tak fordi I er med.
PS Hvis jeres nyopfundne masker bliver gode, så giv lige et praj!

lørdag den 28. august 2010

KAOSTEORI


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været svært at komme i gang med at strikke. Hver gang jeg har hevet et strikketøj op af kurven, har kroppen forbundet det med smerte.
Jamen - hvad så? Jeg kunne da ikke bare sidde der, uden et håndarbejde!
I køkkenet faldt mine øjne på et gammelt håndklæde - hæklet af "olde" helt tilbage i 1974. Farvene skulle den gang være moderne, orange og brun!
Okay, jamen så kan jeg da hækle et håndklæde, tænkte jeg, det må da give lidt orden i kaos.
Det hjalp! Jeg har hæklet et håndklæde. Det havde jeg aldrig troet at jeg skulle. Jeg elsker hjemmehæklede håndklæder, men det har aldrig været det, der stod først på min to-do eller vil-gerne liste
Garnet der er brugt, lå først for i kurven. Det er valgt helt tilfældigt. Garnet er Havblik fra Tante Grøn hæklet med nål nr. 3,5 mm. Jeg har brugt to farver.

Mønsteret er meget enkelt (olde var næsten firs år, da hun hæklede det)
Hækl 95 lm + 3 lm til at vende med. Hækl 4 stgm (plus de 3 m du vendte med = 5 ialt) 1 lm, spring 1 lm over, herefter * 5 stgm, 1 lm, spring 1 lm over *. Slut under alle omstændigheder med mindst 1 stgm. Næste række hækles således, at den 3. stgm af de 5 hækles om luftmaskebuen (hullet) på forrige række, ellers er mønsteret ens på alle rækker
Jeg har hæklet 4 rækker med farve 1, * 2 rækker farve 2, 2 rækker farve 1 *, gentag *-* 7 gange, slut med 2 rækker i farve 2 og 4 rækker i farve 1. Hækl en række fastmasker eller flere rundt om hele håndklædet, der hækles 3 fm i hvert hjørne og lige husk en strop, hvor du nu synes den skal placeres.

Kaosteori: Når alt ramler, go back to basic!
Hvem skulle nu have troet det?