Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder
søndag den 15. september 2013
NÆRMEST BERUSET AF BRODERI
I aftes var jeg til en ualmindelig inspirerende workshop hos Tante Grøn.
Workshoppen var én, ud af en række workshops, der afholdes i forbindelse med Tantens 30 års jubilæum.
I anledning af jubilæet er det kunderne, der vinder gaver - så jeg havde vundet en plads på WS med Jørn fra fru Zippe
Hold da helt op, hvor ved Jørn meget om broderi, om garn, om farver og om at tegne mønstre til broderi.
Vi, deltagere blev udfordret med et broderi på stramaj - og ekstra udfordret med vejledning og entrådet stramaj til petit point.
Mens vi så og hørte om fru Zippes broderier - blev der broderet og sukket over alle de smukke ting - og ønsket om mere tid tid tid - stod lysende klart.....
Vi faldt nærmest i svime over en ny og alternativ adventskalender med Mikkel Ræv og kaniner - samt en ualmindelig smuk festremse med små små sting - nøøøj et håndværk og smukt farvevalg!
Aftenen var fyldt med gode fif, gyselige historier om bagsider, røverhistorier, tålmodighed og dejligt samvær:)
For at vende tilbage til inspirationen.....
Inspiration kommer fra mennesker, der har en passion.
I aftes var det Jørns passion for et håndværk, forfinet helt ned i halve og kvarte korssting........ og Tanternes passion for deres butik og kunder - der inspirerede.
Letheden og nærmest beruselse af begejstring - baner vej for nye ideer, men mest af alt - så bliver man klogere - også på alt det, man ikke ved:)
fredag den 13. september 2013
JAKKE MED PYNT

Her er jakken med sin pynt...... Kan synges, og du har helt sikkert gættet melodien, men den højtid vil vi ikke tænke på endnu, vel?
Min nålepude er blevet til lommepynt!
Resultatet er et andet, end det jeg forestillede mig - det sker ofte.
Ideen var, at jeg skulle strikke en cardigan af garn på lager, men!
Farven var ikke rigtig, den var for "sort" sort - altså alt for klar i farven. Strikkemaskinen ville ikke samarbejde og tiden gik med rigtig mange forsøg - selvfølgelig sent på aftenen.
Strikkemaskinen blev sat i skammekrogen og jeg købte et stykke "færdigstrik" som "lærred" til mit broderi.

Der er også kommet lidt pynt på ryggen. Jeg har brugt resterne fra det oprindelige kit.

Jeg har broderet på små stykker hørlærred

Og herefter trukket trådene ud, en efter en.
Lige nu er jakken færdig, for der er ikke mere garn, men jeg vil bestemt ikke afvise at der kunne komme mere konfekt på.
Jeg blev inspireret af, at jeg i morgen skal deltage i en WS hos Tante Grøn, med selveste Jørn fra fru Zippe - og det glæder jeg mig rigtig meget til:)

Min gamle nålepude fra 1974 - må holde lidt endnu......
God dag til alle
- Posted using BlogPress from my iPad
fredag den 26. juli 2013
LIV - jo da:)
Der er stadig liv i mig......
"Der sker godt nok ikke meget på din blog!" - afsenderen af den besked har fuldstændig ret, der er ikke så meget gang i strikkepindene desværre - mest prøver, der måske eller måske ikke kan bruges.
Ideer er der såmænd nok af, det svære er at få hold på dem, der holder:)
Tag med mig på en tur i arkivet over aktiviteter:

Freja og jeg spiller på iPad

Der bages fine små kager

Bages og brases til Camilla, der blev student denne sommer

Der tørres og blandes krydderurter

Der dyrkes roser:)

Der hygges i haven, storebror er væk i tæppet

Der traves rundt på et kunstværk af Miro i Barcelona

Der begyndes på forberedelsen af workshop hos Tante Grøn, om hæklede tæpper, med brugbare fif:)
Ofte tænker jeg taknemmeligt over, hvor fantastisk det er at kunne....
Nu står der tøsetur på programmet...... Strikkepindene skal have kunstigt åndedræt og i gang igen....... Hygge!
Livet er ikke det værste man har...........
God sommer til alle
Posted using BlogPress from my iPad
søndag den 10. marts 2013
MANGE TAK
Tusind tak for jeres kommentarer, og velkommen til nye læsere:)
Ved hjælp af en "random generator" har "nettet" udtrukket 10, der nok føler sig lidt heldige, lige nu.
30 Nina Christensen (bobler)
02 Birthe (rejse)
03 Camilla (bobler)
20 Juhl78 (rejse)
28 Charlotte Skovgaard (bobler)
06 Kirsten (rejse)
32 Irene Jensen (bobler)
14 Madam Munch (rejse)
27 Fruen (bobler)
21 Violykke ( rejse)
Ja, så mangler jeg bare lige det der med adresserne..........
Fortsat god aften til alle:)
- Posted using BlogPress from my iPad
onsdag den 27. februar 2013
JAMEN DOG......
Kære søde læsere
Til min store overraskelse har jeg rundet 300 faste læsere:)
Hvad skal jeg dog sige, ud over, det skal fejres!
Jeg arbejder sammen med Nora alias NONI, som laver de smukkeste filtede tasker.
Jeg har to opskrifter på dansk:


Det skal selvfølgelig komme jer til gode. Jeg trækker 10 læsere søndag d 10. marts, så læg en kommentar, hvis du vil være med.
Jeg er meget taknemmelig for hver og en af jer faste læsere - er glad for jeres kommentarer og inspireres en hel del af jer.
Tusind tak :):):)
Update onsdag aften.
For en ordens skyld må jeg hellere lige nævne, at der trækkes lod om 5 stk af hver opskrift, altså en til hver af de heldige 10 læsere.
- Posted using BlogPress from my iPad
søndag den 17. februar 2013
STRIKKEPRØVE MED KLIP
Man kan med rimelighed sige, at mine strikkeprøver måske er lidt overdrevne store.
Her ligger en af slagsen til tørre:)

En strikkeprøve, der er strikket fra halsen og ned.
Det er en ny måde at montere på, der lige skulle afprøves.
Prøven skal klippes op. Der er kun ganske få klippemasker, der ses som de grå masker midt i mønsteret.
I midten ligger en enkelt vrangmaske ( fra retside), og det er den, der skal klippes i.

Først hækles der en række fastmasker, på begge sider af vrangmasken....

Og så klippes der op mellem fastmaskerne.......

Til sidst sys et bånd på vrangsiden......
Hvad har jeg lært?
Det valgte bånd er for stift/fast...... Måske skulle man lære at klippe sine bånd selv?
Der skal hækles forholdsvis fast.
Begynd i midten, når båndet hæftes på, så det strikkede ikke strækkes:)
Jeg skal finde en bedre måde at afslutte på ved halsen.
Jeg kunne forestille mig, at man strikkede halskanten lidt anderledes og så evt foldede den ned over båndet.
Det er en god måde at montere på, der giver en meget fin kant - altså fin på den "tynde" måde.
Inden strikkeprøven, der på magisk vis har forandret sig til en trøje, er færdig, skal der lige hækles nogle trenser så trøjen kan lukkes.
Alt i alt, så bliver det ikke sidste gang denne metode anvendes.
Sidegevinst:)
Når det sjove er strikket, så er modellen meget velegnet til både Borgen og diverse krimier - det går bare ligeud og derudad.
Hav en dejlig dag
Posted using BlogPress from my iPad
mandag den 14. januar 2013
PÅ MÆRKERNE
Op på mærkerne.... er du på mærkerne?
Faste vendinger, som vi alle genkender - og vi vil måske også gerne være der - altså, oppe på mærkerne:)
Mærker, i dette indlæg, skal opfattes mere bogstaveligt..... det handler om et tæppe og noget om mærker.
I forhistorisk tid, da jeg underviste 8.-10. klasse i dansk, var Shu-bi-duas sang, Askepot en elsket tekst.
Den handler om, at man kun er "rigtig", hvis man har en krokodille på blusen.
Kan I huske krokodillen?
Dengang, snakkede vi meget om mærketyranni...... om forældre, der følte sig pressede fordi ungerne kun ville gå i mærketøj!
Der var krise i 80'erne og ikke alle følte, at de havde råd.
Jeg er begyndt, at bruge mærker på mit færdige strik. Det er ikke helt nyt, men nu bruges de helt bevidst.
Mine mærker gemmes ikke i nakken, nej de bruges som en slags dekoration - og måske en slags reklame, for mig selv.
Mærkerne sættes på det strik, som jeg er tilfreds med.
Det ser ikke ud af meget her, men mærket sidder på en julegave. For første gang, har jeg denne jul givet et par hjemmelavede julegaver.
Forældrene til en krudtugle havde ønsket sig et tæppe, som afløser for det gamle barnevognstæppe. Gerne dobbelt så stort.
Inspiration: Striber og Tern
Tæppet er strikket i uld på strikkemaskine, i 3 baner. Herefter er det syet sammen. Til sidst er der strikket kant (ret og I-cord) (billede ovenfor) på - i hånden- hele vejen rundt!!!
Inden strikkeriet, havde jeg tegnet tæppet op på ternet papir, for at holde styr på striber og tern. Det er en sjov måde at arbejde på, altså med papir og farveblyanter.
Jeg må dog indrømme - at jeg ikke helt fulgte tegningen - jeg blev ivrig og grebet - fnis, man er vel freeformer!
Jeg køber mine mærker hos Ikast etiket eller vævede labels, som de hedder. Jeg er glad for både pris og levering fra Ikast. Det er vigtigt for mig, at hjemmesiden er overskuelig, så det er nemt at bestille/genbestille.
Jeg kan godt lide valgmulighederne i "grafik", men kunne godt ønske mig, at der var tone-i-tone muligheder.
Det er muligt at få små billeder/tegninger på sine mærker.
Jeg har tre forskellige mærker, men ønsker mig flere.... i forskellige farver...... mange farver!
Nuvel, jeg opfordrer på ingen måde til mærketyranni..... jeg synes bare, at man skal vise og dele det, man er glad for.
Jeg gider godt at være oppe på mærkerne i 2013 - i alle betydninger:)
Bruger du mærker?
PS Nogle af de små i familien har lært, at mine frembringelser hedder HEXEstrik eller HEXEtøj.
Jeg tror, deres far er læremesteren i dette tilfælde:)
Abonner på:
Opslag (Atom)
