Her handler det om hverdag, strik, hækling, freeform, strikkebøger, teknik, fif, detaljer og andre finurligheder



fredag den 6. juli 2012

SOMMERLEG sidste del

Først velkommen til nye læsere, jeg er glad for at se jer.

Vi skal i gang med sidste del af denne sommerleg.


Først er der syet et par knapper på.






Så er der hæklet kædesting på overfladen. Kædestingene skal her bruges til at hækle flæse i.
I princippet behøver man ikke at hækle kædesting for at hækle en flæse, men jeg synes den ligger pænest, hvis den hækles i disse kædesting. Husk, det er dig der bestemmer, så du gør lige som du har lyst til.

Kædesting hækles på retside og garnet holdes bag arbejdet. Stik hæklenålen ned fra retside, grib garnet og træk det op til retside. Flyt hæklenålen et lille stykke fremad, i den retning du ønsker, stik nålen i, grib garnet og træk det gennem løkken på hæklenålen. Magisk ikk'? Den første kædemaske ligger nok så nydeligt.
Hækl nu kædemasker der, hvor du vil have din flæse.  



Beklager meget billedkvaliteten, men sølvgarn er svært at forevige.

Det er bedst at hækle flæser i forholdsvis tyndt garn og måske en lidt større hæklenål end du plejer at bruge til garnet. Prøv dig frem til du er tilfreds.

Flæsen hækles således: Sæt garnet til i en kædemaske, jeg har hæklet stangmasker og begynder derfor med 3 luftmasker for at komme op i arbejdshøjde. Herefter har jeg hæklet 8-10 stangmasker i hver kædemaske.
Når der hækles "for" mange masker et sted, så vil arbejdet naturligt bølge eller flane.

Nogen kender det måske allerede det med at bølge eller flane. Lige nu tænker jeg på adskillige halskanter der bølgede lystigt - og det var bestemt ikke hensigten.
Her udnyttes princippet til at få "højde" og bevægelse.


Så blev den ene knap lige pillet af.... to knapper blev for meget. Knappen er erstattet af en dut.
Selv om det ikke er tydeligt på billedet, så kan det anes at jeg har hæklet en række kædemasker på den turkise del.
Det har jeg gjort for at dæmpe farven lidt.

I freeform anvendes både kædemasker og flæser ofte til at dæmpe eller fremhæve områder, der af den ene eller anden grund mangler lidt eller skal fremhæves.

Flæsen kan selvfølgelig formes lige som du ønsker det.

Jeg håber, at du har hygget dig med denne lille sommerleg og har fået nogle ideer til at "manipulere" med dit strik.
Hvis du vil være med, så har jeg bestemt lyst til at lege mere, så skriv endelig!

Apropos manipulere..... Hva' nu hvis.... man har et lille stykke strik til at ligge...... kunne man så ikke.... folde, sy, brodere.....perler, bånd............ Neeej en nydelig lomme, der kom ud af det!

Bare en tanke :-))

Du ønskes en rigtig god dag

Ingerlise

søndag den 1. juli 2012

SOMMERLEG fortsat

I dag skal det handler om "dutter" - jeg vil selvfølgelig ikke dutte nogen noget på :-)

Jeg må lige først fortælle at jeg nu er blevet " med Ipad". Købte vidunderet i går og ville naturligvis blogge fra "den smarte lille sag" i dag!

Nej, nej - sidder nu ved min "gamle" bærbare PC og har måttet sende e-mails til mig selv med vedhæftede billeder, som jeg så ikke kan redigere.

Ja, jeg spør' bare, bliver jeg da aldrig klogere???  Jeg tror altid at ny teknik kører helt af sig selv, bare man kan finde ud af at tænde det, men sådan er virkeligheden altså ikk'



Tilbage til dutter.
Jeg tør godt skrive, selv om det er en anstændig blog, at dine dutter skal stritte !

I freeform handler det om at lave spændende overflader. Det opnås ved hjælp af farver og forskellige strukturer.
Dutterne er i princippet cirkler, der er for små!
De hækles således: Hækl 4 luftmasker og luk dem til en ring med 1 kædemaske. Hækl 3 luftmasker for at komme op i arbejdshøjde og herefter 5 - 7 stangmasker. Luk omgangen med 1 kædemasker i den øverste af de 3 luftmasker... og voila ... en dut.

Synes du det er lidt svært at "finde hullet" når du skal starte kan du prøve at gøre således:
Hækl 4 luftmasker. Hækl alle dine stangmasker  i den første luftmaske, altså luftmasken længst væk fra nålen.
Luk omgangen som ovenfor.

Stritter din dut ikke nok, kan du vælge at hækle færre stangmasker, men du kan også trække garnet rundt i kanten (ri-sting) og så trække lidt til.
Nu hækler du lige et par stykker mere i de farver du har valgt.
Selvfølgelig må du lægge bånd på dig selv, du skal ikke bruge så mange lige til denne leg.
Skulle du komme til at hækle for mange, så gem dem endelig. Det kan jo være, at lige netop en af de gemte dutter passer helt perfekt ind i dit næste projekt.




Her har jeg monteret 3 af mine dutter i et hulrum, der opstod ved første foldning.

Dutterne kan hækles eller sys sammen til større flader til brug i større arbejder.

Du kan også vende dutten på hovedet og lægge en perle i... det giver en hel anden effekt.

Husk - ALT ER TILLADT.

Jeg vender tilbage inden så længe med opskriften på en hæklet flæse.

Happy Freeforming


onsdag den 27. juni 2012

SOMMERLEG



Jeg ved det godt, jeg har været fraværende alt for længe......

Mon de dårlige undskyldninger om tagrender der løber over, græs der skal slås og fødselsdage der skal passes, mildner lidt?

Eftersom jeg er herre i eget hus, så at sige, så driver de praktiske opgaver sommetider rovdrift på min sparsomme fysik....
Jo tak, jeg har nogen til at hjælpe mig.... så ikke noget piveri fra min side.

Midt i alt ovenstående har jeg forkælet mig selv med en workshop på strikkefestival "Grib garnet"
Jeg nød at blive undervist, jeg nød at kunne fordybe mig.
Hvad jeg lavede?


Jeg lærte at brodere på strik. Karen Marie Dehn er en rigtig god underviser og deler gerne ud af sine erfaringer.

Nå men, jeg vil gerne indbyde til en sommerleg. (Ja, sommer og sommer, men vi kan da lege det er sommer)

Jeg henviser til billedet øverst i denne post. Et lille arbejde, der kan tages med hvor som helst eller kan fungere som mellemarbejde "når du ikke lige ved, hvad du ellers skal lave"

Jeg vil så gerne opfordre til at lege mere,  til at slippe kreativiteten løs. Jeg er sikker på at den findes i os alle, hvis vi giver den lidt plads.

Du kan lege med her, det er ikke spor farligt, højst vanedannende ;-)

Du skal bruge lidt garn (jeg har brugt bomuld til prøven og silke til den sorte broche) samt nogle strikkepinde.

Slå 3 m op og strik en oval, et blad eller det du har lyst til.

Når der strikkes med "organiske" former tages der tilfældigt ud, altså ikke noget med at tage ud på hver 2. p fordi det skaber ro i hovedet.

Nix, ikke denne gang. Tag ud, når du synes, det er dig der bestemmer. Når du har nået den bredde du synes er god (højst sandsynligt mellem 8 og 10 m på p), så strikker du et par pinde "lige op" og tager herefter ind til du har 1 m tilbage.


Min form ser således ud



Nu vælger du retside og bagside. Fold din form og strik masker op på bagsiden. Det kommer til at se således ud: (Jeg har skiftet farve, men det behøver du ikke)



Strik nu en ny form. Du bestemmer helt selv, hvordan den skal se ud. Min kommer her:




Fold igen og strik masker op:




Strik igen en form. Vanedannende ikk'? Min rå form ser således ud:


Hæft ender og du er klar til at blive pyntesyg.

Det kommer der mere om i næste post, men jeg kan allerede sige, at du skal bruge perler og en eller nogle kontrastfarver og en hæklenål.

Tak, til jer der stadig er her.

Og tør man mon ønske en god sommer?

Ingerlise

lørdag den 26. maj 2012

EN HÆKLEPRØVE


En hækleprøve, der er blevet lidt større end normalt, men nu gik det lige så godt!

Tæppet er hæklet i Blomsterfrø et lækkert og blødt bomuldsgarn fra Tante Grøn. Jeg skulle prøve nogle af de nye farver.
Jeg er tilfreds! Farverne spiller fint sammen og garnet giver et blødt og godt udtryk.

Tæppet eller hækleprøven, som det jo i virkeligheden er, begynder med en firkant eller et rektangel om man vil.



Det er her, formen dannes. Du kan hækle et kvadrat og få et kvadratisk resultat, eller du kan, som jeg har gjort, begynde med et rektangel.
Jeg har hæklet 21 luftmasker + 3 luftmasker, der erstatter den først stangmaske. Det vil sige at jeg har 21 stangmasker på en række og 7 rækker i højden.

Skift farve. Nu hækles 20 stangmasker langs den lange side og derefter et hjørne * 2 stangmasker, 2 luftmasker og 2 stangmasker i sammen maske, hækl langs den korte side med stangmasker.

Nu er "mønsteret" egentligt dannet, så er det bare at hækle derudad. Stangmaske i stangmaske og et hjørne i * hjørnet*

Jeg har valgt at hækle stangmasker med en luftmaske som mellemrum på hver anden række. (Husk lige at springe en maske over, så der dannes huller).

Jeg har hæklet to rækker med 3 af farverne. Kontrastfarven har jeg kun hæklet en med.

Der er brugt et nøgle af hver farve.

Kanten er over 2 omgange. Den første er stangmasker med en luftmaske mellem. Næste omgang er to fastmasker om luftmaskebuen. (Det går hurtigt når der hækles om buen, frem for at stikke ned i en maske)

Du ønskes hermed en rigtig god pinse, med gang i hækletøjet.

PS Det er ikke alle mine prøver, der har denne størrelse, men som jeg skrev, så gik det lige så godt :-)

torsdag den 10. maj 2012

DE SKULLE.................... SKU DE

Mobiltelefonen ringer, netop som jeg er kørt af færgen fra Fanø, hvor der er blevet hygget igennem med familie.

Kan se at det er naboen, der ringer, bør jo ikke tage den, men....

Du har haft indbrud!!!!!!

Alt er endevendt og tingene ligger spredt i alle rum.

Det var så træls at komme hjem til, og nu sidder jeg bare og er så gal at jeg er lige ved at revne.

Mine smykker er væk. Det er ikke så meget værdien af dem, men mere det, at de er givet til mig af personer jeg holder af!

En del er uerstattelige.

En del ting i hjemmet er ødelagt--- osv

PCen er væk. Jeg kommer til at mangle indholdet også selvom jeg har en backup. Ups, må hellere lige tjekke om jeg har en back-up, den ligger på en ekstern harddisk.

(Phy, den gad de ikke stjæle...., der var jeg heldig) Til gengæld har de hevet pudebetræk af mine hovedpuder så hvad skal jeg nu med dynebetræk uden tilhørende pudebetræk?

Hvad bilder de sig ind, dem der bare går ind i andre folks hjem?

Jeg er så edderrasende men også krænket, de skulle ............ sku de



søndag den 6. maj 2012

BOUILLON

Hold da helt op, april er spurtet afsted med tant og fjas!
Påskesammenkomst, fødselsdag og ferie har fyldt godt op på den positive konto....  og det fortsætter lidt endnu med en tur til Fanø... hvor jeg dog glæder mig!

Inden jeg smutter vestpå, vil jeg lige vise hvordan man hækler bouillon-masker.
Jeg bruger dem rigtig meget i freeform, fordi de tilfører arbejdet en rigtig god struktur.
Dryzz, har i en kommentar spurgt til hvordan de hækles... så hermed en lille "søndagsskole"

Du kan hækle bouillon-masker hvor du ellers ville hækle stangmasker.



Hækl en række luftmasker.

Slå 5 gange om nålen (antallet af omslag kan varieres. Flere omslag giver højere masker)


Stik nålen ned i den 4. luftmaske fra nålen og træk en løkke op


Slip garnet og hold om løkken på nålen. Løkken trækkes gennem omslagene, et for et indtil der er 2 løkker tilbage på nålen.



Tag igen garnet og træk det gennem de 2 løkker på nålen. (Der kommer en lang tråd på bagsiden)


og voila! Du har hæklet en bouillon-maske.

Rigtig god fornøjelse

torsdag den 5. april 2012

DET FØRSTE HÅNDARBEJDE


Jeg er ved at rydde op i mine "hængepartier" - og dem er der som sædvanlig nogle stykker af.

En af opgaverne er at montere Amalies sytøj. Jo, jo, der sys stadig på gulvklude!!! Amalie har endda veninder med hjemme til "syning".

Kan du huske dit første håndarbejde?
Var dit første håndarbejde forbundet med glæde eller tvang?

Jeg kan godt huske min første gulvklud fra børnehaven. Jeg kan imidlertid ikke huske om den nogensinde blev monteret, og hvem der fik den!
Men jeg kan tydelig huske glæden ved at sy den.

I skolen syntes jeg bestemt ikke om håndarbejde. Hold da op det var kedeligt! 
Nu er håndarbejde en passion, som jeg med glæde giver videre til dem, der har lyst til at modtage.

Sådan er der så meget, dengang og nu!



Opfølgning på Garnkonflikt. Emnet trak såmænd endnu en side i den lokale avis, men parterne blev vist ikke helt enige ??!!


Tak for kommentarerne på bloggen. Spørgsmålene er noteret,  så dem skal jeg nok vende tilbage til.

Til slut vil jeg ønske jer alle en rigtig god påske.

Ingerlise