søndag den 20. marts 2011

SØNDAGSSKOLE TUNESISK HÆKLING 4

Stemmen er lidt rusten, kroppen er TT (læs temmelig tung), jeg var nemlig til fest igår - ja altså fiberfest i Ry.
Hold da op, siger jeg bare. To fuldt besatte workshops i freeform, så jeg var på, kan man roligt sige.
Jeg mødte igen fantastisk søde mennesker i et vanedannende samspil om vores fælles passion for garn og pinde.
Tak for alle spørgsmål og roser.

Nå, men det er jo søndag og jeg er lige ved at komme for sent i Søndagsskolen - og det kan man jo ikk´ vel?
Vi fortsætter med det sidste, i denne omgang, indslag om tunesisk hækling.
Udtagning

Man tager ud i de små tværlænker, der ligger mellem de lodrette lænker, der normalt hækles op i.
Der tages ud på fremrækken. Her er der taget en maske ud i hver side mellem første og anden lodrette lænke og igen mellem næstsidste og sidste lodrette lænke. Tilbagerækken hækles som du plejer
Indtag
Indtag kan hækles på to forskellige måder. Enten ved at springe en lænke over eller ved at gå under to lænker på én gang og trække garnet gennem begge lænker på én gang. Jeg har lavet dem begge på prøven, øverst kan I se den metode jeg bedst kan lide. Jeg er gået under to lænker på én gang. Jeg synes det giver den pæneste kant. Du kan selvfølgelig vælge den du synes bedst om. Indtagningerne foretages på fremrækken. Tilbagerækken hækles som du plejer.

Jeg er blevet bidt af min egen Søndagsskole, så jeg har leget lidt med hulmønster, stangmasker og dobbelte stangmasker.
Garnet jeg leger med er en gave af den fineste og blødeste slags og billedet yder slet ikke garnet retfærdighed.
Jeg opfordrer dig gerne til at lege med, så her kommer det tekniske:
Hulmønster: Fremrække 1: * gå under to lænker, træk garnet gennem begge lænker = 1 m, slå om * gentag *-* rækken ud, slut med 1 m i kanten.
Tilbagerække hækles som du plejer.
Fremrække 2:  *Hækl 1 m op i lænken (den lodrette), stik nålen ned i hullet fra forrige række og træk en maske op* gentag '*-* rækken ud, slut med 1 maske i kanten.
Tilbagerækken hækles som du plejer.
Stangmaske: * slå om, gå under en lænke og træk en maske op, slå om, træk gennem to masker på nålen*
Tilbage række som du plejer.
Dobbelt stangmaske: Slå om nålen to gange, gå under en lænke og træk en maske op, slå om, træk gennem to masker, slå om træk gennem to masker.
Tilbagerække som du plejer.

Rigtig god søndag til dig

PS Du kan læse mere i Lis Paludans fantastiske bog: Politikens Hæklebog. Hun er bare MESTEREN udi hækling

5 kommentarer:

  1. Fantastisk søndagsskole, for havde man haft det da jeg var barn, var jeg sikkert kommet der :)

    God søndag

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  3. Undskyld Erna, det er mig der roder med teknikken. Tak for din søde kommentar
    Ingerlise

    SvarSlet
  4. Det er bare OK Ingerlise, jeg kan heller ikke altid finde ud af teknikken :)

    SvarSlet
  5. Der var kun roser til din undervisning, og jeg hørte om mange som gerne vil med næste år i free form.
    Jeg købte en hakkenål og vil nu prøve efter dine anvisninger. Det er nemlig en disciplin jeg endnu ikke har afprøvet. Tak for din søndagsskole, det er noget der dur.

    SvarSlet