søndag den 30. oktober 2011

GIMPNING 2

Huha, det er lige ved at søndagen slipper op inden dette indlæg- jeg ved det!
Jeg er lige netop kommet hjem fra en dejlig barnedåb. Nr 2 og sidste i denne omgang. Det smukke barn kom til at hedde Freja.

I gang med søndagsskolen.

I dag viser jeg den enkleste form for sammenhækling af gimpelidser.



Jeg har gimpet to lidser i samme mønster, men i forskelligt garn. Den ene er gimpet i mohair med to tråde og den anden er gimpet i merceriseret bomuld.

I midten er der hæklet 1 fastmaske i løkken og 1 stangmaske om løkken. (se forrige indlæg) Længde 155 løkker i hver side.


Normalt ville jeg spænde/tøjre lidserne med nåle på et blødt underlag (flamingo), men det var ikke lige tilgængeligt i dag.

Stik hæklenålen ind i 2 løkker på den ene lidse. (2 er mit valg - du kan evt vælge et andet antal)


og ind i 2 løkker på den anden lidse. (her bomuld) Træk bomuld gennem løkker af mohair



Stik igen hæklenålen ind i 2 løkker på den første lidse (mohair) og træk disse gennem løkker på nålen.
Fortsæt til alle løkker er hæklet.




Sådan ser sammenhæklingen ud.

(Dette indlæg er skrevet med ihærdig modspil fra Blogger, der ikke ville samarbejde om at uploade billeder - for dælan da!!! en tidsrøver.)

Vi høres ved.

lørdag den 22. oktober 2011

GIMPE - PÅ DEN GODE MÅDE

Velkommen til søndagsskole om Gimpning.

Gimpning kaldes også for Gaffelhækling eller Hairpin Lace

Til gimpning anvendes en gimpenål, en hæklenål og noget garn.
En gimpenål har to ben og en "bro" (mellemstykke) der holder benene i samme afstand. Gimpenåle fåes i flere størrelser. Størrelsen på gimpenålen henviser til afstanden mellem de to ben.

I dag findes der en universal gimpenål. Det vil sige at man på samme nål kan gøre afstanden større eller mindre. Nålen er meget høj i forhold til de gamle gimpenåle, hvilket betyder at man let kan flytte hæklenålen med undervejs.
Bruger du en af de gamle gimpenåle kan åbningen vende opad eller nedad. Det har ingen betydning for det færdige arbejde.
Holder du åbningen opad er det let at flytte hæklenålen, men du skal så tage alle løkker af nålen, når denne er fuld. Herefter sættes de to øverste løkker igen på nålen og der gimpes videre.
Holder du åbningen nedad så falder løkkerne naturligt af, men du skal tage hæklenålen ud af masken og sætte den i igen.
Et gimpet arbejde består af gimpelidser (lange/korte strimler), der senere sættes sammen.

Så starter vi:

Lav en glideknude og sæt den på gimpenålens venstre ben. Lad garnet gå rundt om højre ben (altså gimpenålens!) og bag om nålen.






Du kan holde ved knuden i stedet for at lægge den korte ende over tommelfinger. Gør som du synes er bedst.
Tag nu din hæklenål
Gå nedefra og op i løkken på venstre ben, grib garnet og træk 1 maske op på nålen = luftmaske





Drej nu hele gimpenålen mod venstre, så der igen ligger en løkke om højre ben (stadig gimpenålens!).
Stik hæklenålen nedefra og op gennem løkken på venstre ben og træk en maske op på hæklenålen.
Nu er der to masker på nålen.


Slå om hæklenålen og træk gennem de to masker = fastmaske.
Drej igen gimpenålen mod venstre, hæklenålen "flyttes"  samtidig med ved at vippe den bagud mellem de to ben. Stik igen op i løkken til venstre og træk en maske op, slå om og træk gennem de to masker på hæklenålen.
Fortsæt på denne måde til din gimpelidse har den ønskede længde.






Inden du tager løkkerne af gimpenålen er det en god ide at "tøjre" dem i hver side med en bomuldssnor. Det er let at trække en nål (uden spids) med garn gennem alle løkker medens de stadig er på gimpenålen.
Løkkerne skal senere bruges til sammenhækling.







Du kan gøre din lidse mere stabil ved at hækle 2 fastmasker i løkken på venstre ben.
Gimpelidser varieres både ved løkkernes længde i hver side og ved antal og type af masker i midten.
Samtidig opstår flere variationer ved sammenhækling. (mere om det i næste uge)



På billedet nedenfor er der udover en hæklet fastmaske også hæklet 2 stangmasker omkring begge tråde i løkken på venstre ben. Man går altså ned under begge tråde og ikke ned i løkken. Stangmasker hækles helt almindeligt.

Nu er der fri leg med materialer, farver og masker.

Jeg ønsker jer en rigtig dejlig søndag og sender en kærlig tanke til Helene, der ønskede "noget om gimpning"

torsdag den 20. oktober 2011

OPDATERING

Godmorgen.

Jeg er på banen igen. Pc'en er blevet kobberfarvet i stedet for sort, men ellers er det den kendte model - nu med helt tørt og tilgængeligt tastatur.

Siden sidst:
Først velkommen til nye læsere. Jeg er glad for hver og én af jer og jeg håber, at I ville befinde jer vel på bloggen.

Tak for alle kommentarerne. Alle bliver læst med glæde.


Tegningen her fik jeg da jeg kom hjem fra Fanø.
 Den vækker minder om en fantastisk tur med dejlige og spontane møder med mange forskellige mennesker.
Vi strikkere er helt sikkert GODTFOLK og emnet  strik og andet kreativt er uudtømmeligt.

Lige nu holder jeg efterårsferie med Amalie. Hun har sørget for To do listen!




Vi nåede ikke det hele onsdag, så vi fortsætter ufortrødent i dag.

Det næste emne i Søndagsskolen bliver Gimpning.
Du skal bruge en gimpenål, en hæklenål og noget garn.

1. lektion kommer på søndag

Jeg er glad for at være tilbage og ønsker jer en rigtig dejlig dag

lørdag den 15. oktober 2011

DAGENS SMIL

Mormor spørger: Amalie vil du lære at hækle?
Amalie (med overbevisning i stemmen) Mormor - ! Du ved jeg går til badminton, så kan jeg jo ikke gå til mere!

Snusfornuftig, mon ikke....

God weekend

tirsdag den 11. oktober 2011

FRISTELSE

Billedet er lånt hos Perlestrik


Selv om jeg endnu ikke har fuld og hel adgang til et tastatur så kan jeg stadig klikke mig frem til fristelser.

Se lige hvad jeg fandt frem til hos Perlestrik under egne designs

 DET MÅ JEG BARE STRIKKE, det kan faktisk kun gå for langsomt.

Hav en dejlig dag

mandag den 3. oktober 2011

UFRIVILLIG PAUSE

Arrrgh!!!

Jeg skriver til jer på en PC fra fordums dage

Bloggen holder en aldeles ufrivillig pause!
I aftes brød jeg en af mine ganske få regler! Drikkevarer og PC'er er uforenelige størrelser.

I aftes væltede jeg et krus kaffe ud over min laptop. Der er skam stadig lys i apparatet, selv efter en kraftig rystetur, men n, b, g, r og e er sat ud af drift.

Har I egentlig tænkt på, hvor meget sådan noget kaffe fylder, når det kommer ud af kruset?

Jagten er gået ind på en stabil og mobil PC.

Jeg hader alt det flytten og opgradering. Jeg har det med Pc som jeg har det med biler, de skal altså bare virke, når der er brug for dem. Hvordan og hvorfor synes jeg er helt uvæsentligt.

Så vi høres ved når jeg er opgraderet.